Morten Walldo stopper karrieren

7. juni 2015

Pressemeddelelse

Som tidligere beskrevet her på hjemmesiden, har sæsonen været en emotionel rutsjebanetur med op- og nedture. I går tabte holdet ærgerligt, og unødvendigt, til AC Horsens - men set over hele sæsonen blev målet om overlevelse klaret - og det er super godt og har skabt stor glæde i hele FC Roskilde-lejren.

Men i går kom så en rigtig trist meddelelse.

Morten Walldo stopper sin karriere - i en alder af kun 25 år.

Årsagen til at Morten har set sig nødsaget til at træffe denne tunge beslutning er, at der er for stor usikkerhed om fremtidsudsigterne i forhold til den hofteoperation, han har gennemgået. Til trods for naturlig stor ærgrelse i FC Roskilde, er der er fuld opbakning til Mortens beslutning, da alle naturligvis har forståelse for, at man ikke sætter sin helbredsmæssige tilstand på spil, for at kunne spille fodbold nogle år endnu.

Godt nok synes vi alle i FC Roskilde - ikke mindst Morten selv - at fodbold er noget af det vigtigere i livet, men ikke vigtigt.

Morten har altid være 100% dedikeret til fodbolden - han har altid levet seriøst i forhold til kost, hvile osv., og hans træningstilstand er altid forbilledlig. De fleste spillere kan lære meget af Mortens måde at være fodboldspiller på. Alle der har set Morten spille ved, at han altid arbejder stenhårdt for holdet og udfører de opgaver, som trænerne har givet ham. En spillertype, der må være alle træneres drøm.

Uden for banen er Morten også en sympatisk person - altid glad, smilende og positiv - ærlig og reel. Med et lidt populært udtryk kan man roligt sige, at Morten bare på alle måder er en "rigtig god knægt". Derfor kommer vi alle til at savne ham.

Morten spillede i Brøndby og Hvidovre IF, inden han kom til FC Roskilde i sommeren 2010. Han nåede at spille 102 kampe og score otte mål for FC Roskilde. Hvor mange kilometer han har løbet, tør man slet ikke gætte på.

Alle i og omkring FC Roskilde ønsker Morten al mulig held og lykke fremover.

  • Held og lykke fremover, Morten