Meck og FCR har nu papir på hinanden

11. august 2016

Pressemeddelelse

FC Roskilde er glade for at kunne præsentere endnu et nyt ansigt i truppen. 24-årige Meck Nørgaard har skrevet under på en aftale der i første omgang løber frem til årsskiftet. Allerede i onsdagens pokalsejr over Maribo fik han officiel debut i Roskilde-trøjen.

Manager, Anders Theil, har følgende ord om aftalen: “Meck har trænet med i godt og vel én måned nu - og det har været super spændende at følge ham, og den udvikling der allerede har rykket ham meget. Meck kommer fra Danmarksserien, så han skal selvfølgelig lige bruge lidt tid på at vende sig til tempoet. Meck er en meget aggressiv spiller, der kan dække både back og kant - derudover er han også både en stærk og hurtig spiller”.

Meck har selv følgende ord: “Jeg er super tilfreds med den aftale jeg har fået. Jeg spillede jo i Avedøre, og efter at have fået denne mulighed, er jeg rigtig glad for at klubben har taget det til sig og vil se hvor langt jeg kan nå på det næste halve år. Det vigtigste for mig er egentlig at jeg skal spille sammen med nogle der er en del bedre end jeg selv er - og derved se hvor langt jeg kan udvikle mig. Så må tiden vise om det er godt nok.

Det blev Roskilde fordi jeg igennem min agent så muligheder i den spillestil Roskilde praktiserer - den passer bedst til den måde jeg spiller fodbold på. Derudover synes jeg det er spændende, at kunne komme hertil og spille sammen med en flok erfarne spillere, som jeg kan lære af. Så alt i alt, er jeg bare super glad”.

Velkommen til, Meck!

Meck Nørgaard Jensen bliver budt velkommen på FC Roskilde-kontoret af Mette Refsgaard foran fanklubbens ørn.