Martin Andersen skifter til FC Roskilde

Martin Andersen har skiftet Lyngby Boldklubs kongeblå kamptrøje ud med FC Roskildes lyseblå. Martin har underskrevet en 2½ årig kontrakt med FC Roskilde.

I FC Roskilde er man yderst tilfreds med, at man har sikret sig en så kompetent spiller. Den 28-årige kantspiller har tidligere spillet i Brabrand (2006-2007), Lyngby Boldklub (2007-2009), svenske Ängelholms FF (2009-2014) og igen i Lyngby Boldklub 2014/2015 , så det er en spiller, der har prøvet lidt af hvert i sin karriere. I sæsonen 2014/2015 har Martin spillet 20 kampe i NordicBet-ligaen og scoret et mål samt spillet en enkelt kamp i DBU-pokalen.

Cheftræner Anders Theil udtaler: "Martin har det vi mangler. Han er teknisk stærk og er dygtig til at finde rum mellem kæderne. Han er tålmodig og god til at bevare bolden til mulighederne byder sig. Endvidere er han en spiller, der arbejder hårdt for holdet. Jeg har samtidig en stærk tro på, at hans skifte vil gøre ham endnu bedre og jeg er overbevist om, at han passer godt ind i vores miljø".

  • Alle i FC Roskilde byder Martin velkommen