Lønstrup tilbage i Helsingør

28. september 2018

På søndag eftermiddag går turen til det nordsjællandske, hvor FC Helsingør byder os velkommen ind på Helsingør Stadion til 11. runde af NordicBet LIGA'en.

Christian Lønstrup vender retur til Helsingør, hvor han i mere end otte år havde sin dagligdag som først assistenttræner og siden cheftræner.

Til hvad han selv betegner som en nøglekamp er Lønstrup søndag tilbage på Helsingør Stadion, men nu i spidsen for FC Roskildes Ørne. Efter sidste rundes flotte sejr skal vi fortsætte med at lægge yderligere på, og dermed fortsætte de gode takter, holdet de seneste par uger har vist.

Vi lægger fortsat sidst i tabellen, men med en sejr på søndag kan vi ”bide Helsingør i rumpen”, som John Bredal udtrykker det. For hvert point bliver distancen mindre, og med en sejr søndag kan vi tilmed rykke over nedrykningsstregen.

Selvom vi traditionelt set har haft det svært mod FC Helsingør, bliver søndagens kamp en anden størrelse. I 11 forsøg har vi hidtil kun vundet to gange og måtte indkassere syv nederlag. Dog har alle kampene indtil nu været med Christian Lønstrup på den modsatte trænerbænk. Hans kendskab til søndagens modstandere er indgående, og efter at have tegnet klubbens DNA i løbet af de seneste otte år, kan vi håbe på, at rollerne er byttet rundt.

Der er derfor alt på spil søndag eftermiddag, når kampen søndag fløjtes i gang klokken 14:45. Kampen vises ikke på TV, så tag endelig til Nordsjælland og støt gutterne, eventuelt med fanklubben – eller følg kampen på Facebook, hvor der - som sædvanligt - er liveopdateringer.