Lønstrup: "Bliver ikke en kamp for børn"

10. maj 2019

Af: Alfred Winther Groth

Søndag venter endnu et gyseligt spændende opgør i bunden af 1. Divisionen, hvor vi fortsat kæmper for at hente alle point og dermed sikrer overlevelse. Lyngby Boldklub kommer på besøg fra en placering midt i tabellen, men kan med en sejr måske fortsat holde fast i toppen. Derfor er begge hold piskede til at præstere deres ypperste:

  • Det bliver ikke en kamp for børn. Det bliver en kamp, der bliver præget af en masse nervøsitet. Der er kun tre kampe tilbage nu – men heldigvis kan vi selv afgøre tingene. Så den tilgang er ret god. Vi har forhåbentlig en bane, der er lidt bedre end sidste gang, vi spillede hjemme. Vi skal i hvert fald have vilje og hjerte i alt det, vi laver på søndag. Og det gælder lige fra mand nummer et til mand nummer atten, siger Manager Christian Lønstrup

Kampen bliver den tredje på blot en uge efter søndagens udebanekamp mod Viborg og midtugekampen mod Næstved. Begge nederlag, gerne skal revancheres. Men for at få sejren hjem – og undgå overbelastningsskader –, skal der ske nogle ændringer. Det har Lønstrup tidligt slået sig fast:

  • Når vi spiller tre kampe på en uge, så er det vigtigt at docere tingene. Robert Larsen har siddet ude i midtugen og er klar til at komme ind igen. Gundelach har karantæne, så det kan sagtens give mening at bringe Patrick Da Silva ind. Så det er en vigtig kamp og det handler om at bruge dem, der er mest friske,
  • Man kan sagtens være udelukkende negativ over kampen i Næstved. Men jeg ser også på, hvordan Younes Bakiz, Nicolai Jessen og Kyle McLagan gør det, da de kommer ind. Og de så ret gode ud. Det forholder jeg mig til – og det sidste, der skete i Næstved var, at vi scorede. Så på den måde er det egentlig et ret godt sidstehåndsindtryk. Alle kampe sender nogle signaler om, hvilke knapper man skal trykke på.

Stolpe ud gang på gang

På søndag er det næsten en måned siden at vi udraderede Nykøbing FC på CM Arena og tog den seneste sejr. Siden da har der været flere muligheder, men som den ældgamle metafor lyder, har vi simpelthen haft stolpe ud:

  • Vi er i en situation, hvor når vi spiller kampe, der er lige på vippen, så tipper den til modstandernes fordel. Det så vi både i Næstved og i Viborg. Alt andet lige, så er det altid sværere at skabe noget, end det er at forsvare,
  • I øjeblikket vipper kampene til modstandernes fordel – og det gør det jo nogle gange i de her turneringer. Men nu er tingene så koncentrerede i den her bundstrid, og det bliver vigtigt at få kampene til at tippe til vores fordel. Og det gør man ved at minimere de fejl, som vi laver. Det er noget vi italesætter og understreger vigtigheden af.

Heldigvis kan Lønstrup fryde sig over, at han ikke har fået nogle nye skader i de seneste par kampe. Mikkel Nøhr og Andreas Hermansen er stadig ude for resten af sæsonen, men ellers har stort set hele truppen vist sig fit for fight. Og det giver logisk nok nogle gode muligheder:

  • Man kan sagtens minimere den type fejl ved at fokusere yderligere på det defensive. For eksempel i en femback kæde. Det kræver, at man har tre gode centerforsvarer. Og det har vi jo heldigvis. Men om det er det rigtige? Det er jeg ikke sikker på. Det handler meget om de forskellige situationer og hvilken modstander, man møder, slutter Lønstrup af

Søndagens kamp fløjtes op 13:45 i Rådmandshaven, hvor der i anledning af Mors dag er gratis adgang for alle kvinder.

Vel mødt!

  • Dagens kampsponsor: Faxe Kondi

Roskilde vs Lyngby


Af Bjørn Jensen

Allerede i 1906 stiftedes en Lyngby Boldklub, men kommunen kunne i 1915 ikke længere stille bane tilrådighed og klubben blev opløst, men så gendannet  30.marts 1921, hvor 30 medlemmer fra Lyngby IF var brudt ud og stiftede den anden LB.

Vore arkiver fortæller om kampe med Lyngby fra sæsonen 1942/43 i de rækker, der dengang hed mesterrækken og oprykningsrækken – svarende til dagens Sjællandsserie hhv. Serie 1. Den gang var der jo så ikke nogen Danmarksserie, men vinderen af SS spillede om at rykke op i 3.division.

Lyngby havde mange problemer i de første år med i det hele taget finde et sted at spille. Man var flere forskellige steder, Jægersborgvej, Gammelmosegaard, Lundtofte Flyveplads m.v., men det var ikke tilfredsstillende, men senere kom en brugbar bane ved Engelsborgskolen så først i 1949 blev de første baner på Lyngby Stadion åbnet.

Lyngby kom i 3.division i 1953/54, men det blev en lynvisit for sæsonen efter var det atter sjællandsserien. Oprykning var i øvrigt overraskende. Man tabte den første kamp i Nyborg og alle var enige om, at kun Nyborg kunne true de ”sikre” oprykkere, Silkeborg og VIKING, Rønne. Lyngby havde fem point for fem kampe inden sidste kamp i Silkeborg, men vandt overraskende med 5-2 ! – Mest overrasket var nok JBU, der havde lavet kampprogrammet for Jyllandsserien 1953/54 – uden Silkeborg som deltager, men det blev de.  Dårligere målkvotient var grunden til dette (2-5 nederlaget !!!) så oprykningerne gik til Lyngby og VIKING.

Vejen op i 3.division var svær dengang. Syv hold (2 hold fra JBU og ét fra FBU,SBU,KBU,BBU,LFBU) mødtes én gang og de to bedste rykkede op. Sidste hold efter det system var RB 1906 i 1958. Fra 1959-65 spillede man med 12 hold i en 4.division –også kaldet Kvalifikationsrækken. Nr.1 og 2 rykkede op i 3division, nr. 3-5 blev i rækken, og nr. 6-12 rykkede tilkbage til serierne – det var unægtelig ikke en meget bedre løsning, men det gav Lyngby ny plads i DM fra sæsonen 1961 og der har de været siden på nær sæsonen 2002/03. Her hed det Danmarksserien efter tvangsnedrykning grundet konkurs den 18.december 2001.

Den store  periode var fra 1981-1992, hvor det blev til to DM (83-92), tre sølv (84-85-91) samt bronze i 1984, 88,89 (og senere 2017 under David Nielsen) samt tre pokaltitler (84-85-90) – altså tolv medaljer på tolv sæsoner – og 13 i alt.

Lyngby Boldklub har haft 17 A-landsholdsspillere med i alt 107 kampe på CV-et og den mest kendte er uden tvivl arbejdshesten Klaus Berggreen, men også topscorer fra 1992-holdet, Henrik ”Store” Larsen, er værd at nævne. ”Store” spillede 23 af sine 39 kampe mens han var i LB – Klaus havde kun to ud af sine 46 i den kongeblå trøje. Andre personligheder er klubrekordholderen, Michael Schäfer, med 482 kampe ( tre A) og John Helt med 380 kampe og 39 A (Den ene var for Brøndby !). På 1992 EM-holdet deltog også Torben Frank og Claus Christiansen (begge fem kampe).

Hos Lyngby er Thomas Villadsen målmandstræner – han stod 18 kampe i efteråret 2015 for FCR. Jeppe kjær spillede fra 3/8-07 – 2/9 12 i alt 137 kampe/74 mål for FCR. Sidste mand med FCR-fortid er Kristian Lindberg  (47/8 fra 26/10-16 til 20/5 18).

I september fik vi en skidt start på de tre opgør med Lyngby med et sviende 4-1 nederlag. Lige så nemt gik det for Mark Strudal og de Kongeblå da  ”Ørnene” gæstede Lyngby Stadion til efterårets sidste kamp – 0-4 ! Mark er ikke længere i Lyngby – begge hold tabtei onsdagens kampe, så der lagt op til noget af et brag, når de hold mødes i ”Ørnereden” søndag. Lyngby for at følge med i toppen – FCR for ikke at komme under stregen. Velkommen – og god kamp.

Den samlede statistik ser derfor sådan ud:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB1906 - Lyngby 40 15 3 22 79-89
RB1906 - Lyngby 2 4 3 0 1 14-6
FCR - Lyngby 14 4 2 8 11-25
RB1906 - Lyngby (pokal) 1 0 0 1 4-6
FCR - Lyngby (pokal) 1 1 0 0 4-2
I ALT 60 23 5 32 112-128