Lindberg-hattrick sikrede test-sejr
 
Den oprindeligt planlagte træningskamp mod FC Københavns reserver regnede væk, så torsdag eftermiddag håbede man på bedre vejr - og det fik man.
Efter et kvarters spil, kom københavnerne for første gang frem for at true vores mål, efter en fin start fra FCR's side. Et hjørnespark fra gæsterne blev forlænget ved forreste stolpe, og bagerst stod en FCK'er klar til at sætte bolden i kassen til 0-1.
 
Efter københavnernes scoring satte vi os endnu en gang på spillet, og kun FCK-kontrastød blev lidt farlige i vores ende. Mikkel Nøhr var i spilhumør og kom frem til flere gode muligheder, blandt andet et skud på stolpen, kort efter vi kom bagud. Efter godt og vel 30 minutters spil bliver der begået straffe på Nøhr, der efterfølgende selv lægger bolden til rette på pletten. Sløj afslutning lige på målmanden betyder, at vi stadig er bagud.
 
I den anden ende diskede Frederik Schram op med to fine redninger, inden vi kort før pausefløjtet kunne bringe balance i regnskabet. En hård bold op i brystet på Morten Nielsen sendes videre til Mikkel Thygesen, der sender et tørt hug afsted mod fjerneste stolpe - og så var vi tilbage i opgøret.
 
I pausen skiftede vi på samtlige positioner, så både vores prøvespiller og flere U/19-spillere kom i aktion. Og der skulle ikke gå lang tid, før nyindskiftede Kristian Lindberg fik hul på bylden. Daniel Stenderup sendte en lang bold i dybden, som Lindberg tog med forbi målmanden - og så var kringlede han den ind til 2-1.
 
Få minutter senere var han på spil igen. Mathias Gehrt sendte bolden på tværs til prøvespiller-King, der med en kompetent afslutning sendte målmanden ud i en redning - heldigvis stod Lindberg, på rigtig angribermanér, rigtigt placeret og prikkede den i mål til 3-1.
 
Med ti minutter tilbage af kampen kunne Lindberg, efter flere misbrugte chancer, notere sig for sit tredje mål, da han på godt forarbejde af Jochem vender i feltet og afslutter i blinde. Ikke desto mindre stod den nu 4-1 - hvilket også blev kampens resultat.
 
På søndag gælder det Viborg på udebane i NordicBet Ligaen - lad os håbe, at Anders Møller tager sin første officielle sejr som cheftræner dér!
 
Startopstilling:
Frederik Schram, Simon Richter, Anders Qvist, Stefan Hansen (anfører), Anders "Nille" Nielsen, Nicklas Halse, Valon Ljuti, Robert Larsen, Mikkel Thygesen, Mikkel Nøhr, Morten Nielsen.
 
Bænk:
Jonas Jepmond (Målmand, U/19), Daniel Stenderup, Jochem Jansen, Nicklas Mouritsen, Mathias Gehrt, Claes Meinert, Andreas Lissau, Kristian Lindberg, Seejou King (Prøvespiller), Simon Christoffersen (U/19), Gustav Rasmussen (U/19, Mathias Kisum (U/19), Elton Amisse (U/19).