Kaptajnen runder 100

Stefan Hansen runder kamp nr. 100 for FC Roskilde.

Efter 1-1 kampen mod Fredericia havde jeg et interwiev med Stefan Hansen, der på søndag runder kamp nr. 100 for FC Roskilde.

Stefan (født 18.05.1989) debuterede den 27. juli 2014 på Ceres Park i Århus, hvor vi spillede 2-2 mod Superliganedrykkerne fra AGF – efter at have ført 2-0 på mål af Andreas Lissau (der også debuterede) samt Emil Nielsen.

Stefan spillede som ungdomsspiller i Rosenhøj BK og kom som 14-årig til Hvidovre IF, hvor han også debuterede som senior. Herefter blev det til tre år i HB Køge inden yderligere to år i Hvidovre frem til sæsonafslutningen 2013/14 – Hvidovre rykkede ned og FCR rykkede op.

  • Hvad fik dig til FC Roskilde?

Som sagt rykkede HIF ned og FCR op og jeg tog kontakt til Theil og Walldo, og med kort afstand til min bopæl i Hvidovre fik jeg en rigtig god snak med Theil og Bo og så var aftalen faktisk klar, selv om bl.a. også også AB og Brønshøj var på banen.

  • Hvad siger du som anfører til sidste sæsons lige ved og næsten?

Det var sindsygt ærgerligt. Vi satte så mange dumme point til, til sidst, og jeg er ikke i tvivl om, at vort setup er klart bedre end Helsingørs, men det blev så dem i stedet – respekt for det.

  • Trænerskifte efter nederlag til netop Fremad Amager hjemme?

Det er altid svært med et trænerskifte, men vi kender jo alle Rasmus (Monnerup, red.) og jeg tror, at han passer netop med de typer vi har i vor trup, og det vidner de ti point i fire kampe måske også om – blot ærgerligt at vi i dag sætter to point over styr til sidst – vi havde selv chancerne til at vinde, og så havde det set rigtig godt ud.

  • Hvad forventer du i  fremtiden i FCR?

Vi startede ikke godt, da jeg kom til klubben, men vi skal fremad hvert år, og vi skal nok komme med igen. Kommer oprykningen ikke i år, skal det ske i sæsonen 2018/19.

  • Anders ”Nille” står i dag med rekorden i FCR-regi med 217 kampe–kan du slå den?

Ja, det tror jeg. Det har indtil nu med skader – og ”hjælp” fra dommerne – taget godt tre år, så med min alder, tror jeg sagtens det kan lade sig gøre – lysten er der i alle tilfælde.

  • Hvad er det bedste ved at være i FCR?

Vi har en god, bred trup og et rigtig godt sammenhold og har det sjovt med hinanden i hverdagen, så det er en glæde at komme til træning.

Snakken er ved at være slut – Stefan kan koncentrere sig om sin pasta med kylling – og et sidste spørgsmål er:

  • To udekampe mod Fremad A. og FC Nykøbing- hvad skal det give af point?

Det skal gerne give seks point, idet der efterfølgende venter tre meget svære kampe mod Esbjerg fB og Viborg FF hjemme, samt ind imellem en ”lille tur” til Thisted.

Held og lykke med kamp nr.100 – og tag bare tre point med hjem fra Sundby!

 

/Bjørn Jensen