John Bredal stopper i FC Roskilde

29. maj 2019

Af: Alfred Winther Groth

På baggrund af klubbens nuværende økonomiske situation er det besluttet, at John Bredal stopper i FC Roskilde per dags dato.

"En stor tak skal lyde til John for en indsats ud over det sædvanlige. Han er en utrolig engageret træner og det afføder respekt i alle dele af klubben", siger klubejer Carsten Salomonsson og fortsætter: "Der er ingen tvivl om, at John har et øje for detaljen. Han er derfor blandt en af landets allerbedste til dødbold og har gjort en stor forskel her. Sammen med John har jeg brugt mange hyggelige timer på at se græsset gro i Ørnereden – en udfordring, han egenhændigt tog hånd om."

Opsigelsen skyldes udelukkende klubbens økonomiske situation. Således understreger Salomonsson, at opsigelsen intet har at gøre med hverken Johns faglige kompetencer eller John som person.

"Vi ønsker John al held og lykke med fremtidige udfordringer. John er en stor kapacitet og vil kunne begå sig i samtlige danske fodboldklubber. Han er indbegrebet af den moderne assistenttræner, der måske ikke er den mest synlige udadtil, men har kæmpe betydning på de interne linjer", slutter Carsten Salomonsson.