Jeppe Illum lejes for resten af sæsonen

7. april 2019

Af: Alfred Winther Groth

Efter længere tids arbejde er vi sammen med Vendsyssel og Næstved nået til enighed om, at Jeppe Illum i resten af sæsonen optræder for FC Roskilde. Aftalen falder på plads efter en uheldig sag, hvor Illum fra Vendsyssel FF blev udlejet til Næstved BK. Men da Næstved BK ikke søgte om forflyttelse af Illums spilletilladelse i tide, endte han i ingenmandsland.

Siden midten af marts har Illum derfor trænet med hos Ørnene, og nu er det lykkedes at hente ham på en lejeaftale, da han bliver spilleberettiget for FC Roskilde.

"Jeppe var fanget lidt i et cirkus-show med, at han ikke er blevet spilleberettiget i Næstved. Han er blevet taget lidt som gidsel og det har vi arbejdet hårdt på at løse - hvilket nu er lykkedes", siger manager Christian Lønstrup

Efter stor samarbejdsvilje fra Vendsyssel FFs sportsdirektør Ole Nielsen (og Næstved BKs administrerende direktør Jacob Gaxe Gregersen) er det gjort muligt for Christian Lønstrup at tilføje en højst velkommen spiller til truppen:

"Jeppe har vist sig at være en ret spændende spiller – og indeholder meget af det DNA, som jeg godt kan lide ved en spiller. Han er en intelligent spiller og har også spillet en del Superliga-kampe. Når Nøhr så samtidig ligger og slås med en masse småskader undervejs, så er det helt klart, at vi godt kan bruge en spiller som Illum", slutter Lønstrup. 

Jeppe Illum har kontrakt med Vendsyssel FF resten af sæsonen, i hvilken periode, han vil optræde for FC Roskilde.