Intens kamp endte med pointdeling

FC Roskilde spillede i går 1-1 mod ubesejrede Viborg i en spændende og intens tv-kamp.

Taktisk overraskede FC Roskilde med at stille op i en 3-5-2 formation, med de to hurtige angribere Emil Nielsen og Pierre Larsen på spidsen. Med Viborgs store forsvarsspillere gav det god mening at spille hurtigt på jorden i stedet for høje bolde.

FC Roskilde var forberedt på at skulle have en defentiv udgangsposition - da Viborg er et offenstivt stærkt og boldfast hold, der flytter bolden rundt i højt tempo - og så leve på de hurtige omstillinger. Det var også præcis en omstilling, der gav føringsmålet, da Emil løb fra Viborganfører Christopher Poulsen og sikkert satte bolden i kassen bag Peter Friis i Viborg-målet.

Samme Friis reddede dog senere æren, da han "pillede" Nicolaj Mikkelsens straffespark - med blot syv minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Inden da (68 minutter inde i kampen), havde indskiftede Danilo et skud på stolpen, hvorefter Jeff Mensah bankede bolden på overliggeren - så Viborg havde såmænd også chancer til at afgøre kampen.

Vi skal dog helt tilbage til 1. halvlegs overtid for at finde det udlignende mål, hvor et hjørnespark ender hos Serge Deblé, der kan prikke den i netmaskerne. Dommer Anders Poulsen - der ved flere lejligheder diskede op med nogle "overraskende" kendelser, der ikke gik vores vej - havde åbenbart fundet lidt ekstra overtid og det var rigtig ærgerligt, at FC Roskilde-forsvaret ikke var helt opmærksomme nok til at få ekspederet bolden væk.

Set over hele kampen var uafgjort vel et fair resultat. Ørnene viste mere både næb og klør i nærkampene, end sidste fredag mod Lyngby, og det resulterede i mere tempo og fight i spillet, samt et godt spændingsniveau på holdet.

Kan "De lyseblå" finde det frem igen på lørdag, når holdet gæster Vejle Stadion (kl. 15:00), ligger der også point dér og venter.

Martin Jungsgaard er vendt tilbage til FC Roskilde, hvor han nu varetager jobbet som assistenttræner. Truppen har blandt andet glæde af hans vindermentalitet og engagement. Her giver han gode råd til Pierre og Emil i pausen.

FC Roskilde - Viborg 1-1 (1-1)

Søndag, den 12. september 2014, kl. 16.30

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 948

Dommer: Anders Poulsen

Linjedommere: Victor Skytte & Christian Brixen

 

Startopstilling:

16 Mads V. Petersen
2 Anders Møller Christensen
5 Kristian Geertsen
9 Emil Nielsen
10 Nicolaj Mikkelsen
14 Andreas Lissau
15 Nicolaj Hansen (anfører)
20 Stefan Hansen
21 Casper Andersen
26 Simon Richter
77 Pierre Larsen

 

Kampforløb:

27' 1-0   Emil Nielsen (FCR)
45' Advarsel   Anders Møller Christensen (FCR)
46' 1-1   Serge Deblé (VFF)
64' Advarsel   Nikolaj Hansen (FCR)
82' Advarsel   Peter Friis Jensen (VFF)
82' Advarsel   Antonio Stankov (VFF)
83' Misbrugt straffespark   Nicolaj Mikkelsen (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
61' Pierre Larsen Lars Brøgger Hansen
70' Nikolaj Hansen Roger Larsen
84' Andreas Lissau Martin Nielsen

 

Ikke benyttede spillere:

31 Mikkel Kvist
7 Ronnie Bendtsen
11 Mark Leth Pedersen
13 Mikkel Jensen

Anfører Nikolaj Hansen var vendt tilbage efter en skadespause og leverede en rigtig fin indsats.Han fyldte meget på midten af banen og bandt spillet godt sammen. Han har dog endnu ikke luft til en hel kamp og måtte lade sig udskifte efter 70 minutter.