Holdet bag holdet

Vi kender allesammen spillerne, trænere/stab, direktøren og formanden - både fra vores egen hjemmeside, TV, internettet og aviser. Sponsorerne kender alt til Mads Christian Suhr, der varetager alle aktiviteter i forhold til det uvurderlige sponsornetværk. Vi kender efterhånden også en del til FC Roskilde Fan Club og alle deres herlige initiativer.

Men for at få tingene til at fungere, er der dagligt en del andre personer involveret for at kunne drive FC Roskilde. Der er f.eks. de mange frivillige på stadion, når der er hjemmekampe - vi møder dem i billetlugen, når vi køber en pølse og noget at drikke, der er kontrollører der passer på spillere, stadion og alle os andre samt bolddrenge - det bliver til rigtig mange mennesker, og så er der alligevel sikkert glemt nogen.

Der er hele ungdomsafdelingen, som er et kapitel for sig selv. Vi har Bjørn Jensen, der står for førsteholdets spillerstatistik og samtidig øser af sin historiske viden, når der på hjemmesiden laves optakt til kampene. Så rigtig mange lægger rigtig mange timer i FC Roskilde. Uden disse personer kunne det hele under ingen omstændigheder lade sig gøre.

Endvidere er der så også "Administrationen", hvor der laves et utal af forskellige opgaver for at "få tingene til at køre i det daglige". På kontoret sidder "blæksprutten" Mette, hvis arbejdsopgaver er så mangeartede og varierende, at det er umuligt at beskrive kort her. Vi har "Chapper", der har lavet og vedligeholder hjemmesiden. Vi har Patrick, der står for de sociale medier og FCR TV. De mange flotte billeder, som vi bliver forkælet med, tages af Ole Walldo. Oles billeder kan opleves her på hjemmesiden, i kampprogrammet, plakater og mange andre steder.