Hermansen blev helten

14. juni 2020

Første hjemmekamp efter Corona-pausen med tilskuere stod i dag mod ærkerivalerne fra HB Køge. De tilladte 180 tilskuere var på plads på lægterne. Det var stegende varmt, der blæste en hård vind, banen var tør og hård at løbe på, og da Kyle McLagan så rødt efter godt en halv times spil, blev det en ekstra svær opgave.

Men gutterne leverede en vaskeægte mandfolkeindsats, og fightede som løver helt frem til sidste dommerfløjt. I kampens tillægstid bliver Hermansen helten, da han blev flyttet frem på banen for at forfølge muligheden for en sen udligning - og det var præcis hvad den bomstærke forsvarspiller gjorde, efter en i øvrigt flot indsats i midterforsvaret.

Inden da havde Mileta udlignet til 1-1 efter en brag af et langskud, der kilede sig ind helt ude ved stolpen. Klassemål.

Set over hele kampen har gæsterne mest spil men producerer ikke voldsomt mange chancer. FCR står godt, men må kæmpe for hver en centimeter på banen. Gutterne får tilspillet sig et par store chancer, der på en god dag bliver omsat til mål. Men på resultattavlen står der 2-2, da kampen slutter, og FC Roskilde kan sætte et point mere ind på kontoen. Der er stor forskel på at dele point mod et hold, der ligger i samme ende af tabellen som os selv, i stedet for at tabe, så HB Køge kan sætte tre point ind på deres konto.

Så efter en kamp, hvor der ikke var så meget poleret spil - men en masse spænding - er det virkelig positivt at se holdet kæmpe for hinanden.

Fredag venter en svær udekamp mod Kolding IF og torsdag, den 25. juni venter Nykøbing FC hjemme.

 

Højdepunkter:

14' - Hermansen snitter et indkast ind foran mål, hvor Mileta i fri position header - desværre lige på keeperen, der med en refleksredning bokser til hjørne

19' - Czajkowski rykker til baglinien og sender en "cut back" til Younes Bakiz, der dog tackles i afslutningsøjeblikket.

33' - Efter en periode hvor HBK fastholder et længerevarende pres - Indlæg fra højre, der afsluttes på. Dommer vurderer, at Kyle tager hånden til hjælp, da han afværger afslutningen. Derfor sendes FCR-spilleren i bad og dommeren peger på 11 meter-pletten.

34' - Stephan Petersen sender straffesparket sikkert i nettet ved at finte Frederik Vang til den modsatte side.

Pause

53' - Mileta udligner til 1-1. Han modtager bolden i højre side. Først tanke er, at det burde være en anden, og at Mileta skulle ligge i feltet klar til at heade på et indlæg. Men han vil det anderledes - han trækker ind i banen og med venstrebenet tæsker han den smukt i netmaskerne helt ude ved stolpen. Perlemål.  

55' - Flot redning af Frederik Vang på en flugter tæt under mål.

55' - HBK kører en hurtig omstilling - bolden spilles i feltet, i første omgang halvklarer Vang, men til sidst prikker Effiong gæsterne på 1-2.

69' - Czajkowski med en meget stor chance som Kevin Ray Mendoza i HBK-målet dog tager sig flot af.

91' - Hermansen udligner helt uimodståeligt efter indlæg fra Mouritsen. Et dejligt energimål. 

Endelig var det FCR's tur til at nappe det ene point i overtiden. Et utroligt vigtig mål, der holder "Ørnene" inden i kampen om at undgå nedrykning. Spændingen i rækken er fortsat på kogepunktet og alt kan ske.

Kampfakta


FC Roskilde - HB Køge 2-2 (0-1)

Søndag, den 14. juni 2020, kl. 13.00

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 180

NordicBet LIGA

Dommer: Sebastian Friis Aagerup

Linjedommere: Shpend Shala & Hakan Yurdal Pedersen

4. dommer: Frederik Lysemose Hoffmann

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Philip Rejnhold Olsen

Marcus Gudmann

Kyle McLagan

Andreas Hermansen

Nicklas Mouritsen

Nicklas Halse (anfører)

Philip Rasmussen

Younes Bakiz

Sebastian Czajkowski

Mileta Rajovic

 

Kampforløb:

27' Advarsel Magnus Wørts (HBK)
33' Udvisning Kyle McLagan (FCR)
34' 0-1 Stephan Petersen (HBK), straffespark
38' Advarsel Liam Jordan (HBK)
53' 1-1 Mileta Rajovic (FCR)
55' 1-2 Effiong Nsungusi Jnr. (HBK)
71' Advarsel Effiong Nsungusi Jnr. (HBK)
85' Advarsel Sebastian Czajkowski (FCR)
91' 2-2 Andreas Hermansen (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
64' Younes Bakiz Abdoulie "AB" Njai
78' Philip Rejnhold Olsen Souhaib Dhaflaoui

 

Ikke benyttede spillere:

Marco Priis Jørgensen (målmand)

Casper Grening

Oliver Juul

Oscar Høybye