FYSIKKEN


18. marts 2017

Morten Walldo

På denne side, som vi kalder "Fysikken", orienterer fysioterapeut Morten Walldo om skadessituationen i FC Roskilde-truppen.

"Forårssæsonen er skudt godt i gang med tilfredsstillende pointudbytte, og det er tid til første status fra Fysikken i 2017. Vinteropstarten har, som altid, føltes lang og kold, men truppen har arbejdet stenhårdt til hver træning for at opnå den fysiske form, der skal bidrage til at opnå de ønskede resultater i foråret. Vintertræningen er foregået med en masse højintense fodboldøvelser og løb uden bold. Som et nyt tiltag har truppen i denne opstart også brugt en del tid hos vores samarbejdspartner, FysioDanmark Roskilde, hvor løbeskoene er byttet ud med cykelsko, og kunstbanen byttet ud med en spinningsal. Spinning er i opstarten blevet brugt som et supplement til konditionstræningen på fodboldbanen og vil i sæsonen fortsat blive benyttet én gang ugentligt. I FysioDanmark Roskilde har truppen også lavet skadeforebyggende og eksplosiv styrketræning, hvilket forhåbentligt vil gavne os i løbet af sæsonen.

På skadesfronten har det været en opstart uden nævneværdige skader, hvilket gør, at vi pt står med en skadesfri trup. Eneste mand, der på nuværende tidspunkt ikke er i betragtning til turneringskampe, er Bo Storm. Siden sin ankomst til FC Roskilde har Bo kæmpet for at opbygge en grundform, der gør ham fysisk i stand til at præstere kontinuerligt på fodboldbanen. Desværre er Bo rendt ind i flere småskader, hvilket har været frustrerende for trænerteamet og ikke mindst for Bo selv. Det blev derfor i enighed besluttet at tage Bo ud af træningen i en periode for at opbygge en fysisk styrke og grundform. Formålet med forløbet er, at Bo fremadrettet forhåbentlig kan koncentrere sig om at spille fodbold uden at være bange for at løbe ind i småskader. Bo har nu i ca. 8 uger arbejdet hårdt og eksemplarisk på at styrke hele kroppen og opbygge en grundkondition, og fremskridtene ses allerede tydeligt. I den kommende periode vil Bo langsomt blive indlemmet i træningen med resten af truppen".