Første træningskamp endte 0-0

Fredag eftermiddag spillede FC Roskilde første træningskamp. Modstanderen var Nykøbing FC, som vi i øvrigt får lejlighed til at krydse klinger med flere gange i denne sæson. NFC spiller også i NordicBet Ligaen, og så tørner FCR og NFC sammen i første runde af DBU Pokalen.

Det var første gang, at cheftræner Rene Skovdahl stod i spidsen for gutterne til en "rigtig" træningskamp. Det er tidligt på sæsonen, spillerne skulle vænne sig til en ny måde at spille fodbold på, og i anden halvleg blev der foretaget en del udskiftninger. De mange udskiftninger gør jo ofte, som tilfældet også var her, at der ikke kom det helt store flow i spillet.

Midt i første halvleg havde Mathias Gehrt et stort tilbud, og på en god dag, havde han sendt bolden i netmaskerne.

I 2. halvleg var gæsterne to mod én, men FCR-keeper, Frederik Schram, var på pletten og fik raget kastanjerne ud af ilden.

Allerede onsdag skal gutterne igen i kamp, når Chicago gæster Roskilde Idrætspark. Mød op og støt gutterne!