Frederik Schram igen udtaget til det islandske landshold

22. december 2018

Når Ørnetruppen, den 7. januar 2019, møder ind til forberedelserne på forårssæsonen bliver det med fravær fra Frederik Schram. Vores islandske målmand er nok engang udtaget til det islandske landshold, der starter det nye år ud med at møde Estland og Sverige i to træningskampe i Qatar.

Efter ikke at være udtaget til den seneste samling, grundet skader og manglende spilletid, er Schram på ny med i landsholdstruppen. En del af de største stjerner er ikke udtaget til træningsturen, da man gerne vil se spillere, der normalt ikke får så meget spilletid på det islandske landshold, vise sig frem.

Blandt andet er den normale førsteholdsmålmand og tidligere Randers-spiller Hannes Halldórsson ikke med. Derimod skal Schram kæmpe om spilletid med Viborgs Ingvar Jónsson og Anton Ari Einarsson fra islandske Valur. Altså bør der være gode odds for at Schram kan lægge ekstra til sit CV af landskampe, der for nuværende tæller fire styks.

Landsholdstruppen mødes i Qatar, hvor de skal op mod Sverige (den 11. januar 2019) og Estland (den 15. januar 2019).

Se hele truppen her: