Folkeaktier: Salg af årskort skal gøre FC Roskilde til byens hold

Ny ejerkreds: Vi har fyldt hullerne – nu skal sponsorer og opbakning fra byen sikre driften af den professionelle fodboldklub og ungdomsafdelingen

 

Byens borgere skal også engageres i ejerskabet af FC Roskilde. Folkeaktier er der ikke tale om, men hensigten er den samme, ifølge den nye ejergruppe med otte erhvervsfolk fra syv lokale virksomheder.

  • Oveni sponsoraterne, som er så vigtige for klubbens drift, vil vi gerne sikre en bred folkelig opbakning ved at sælge årskort. Vores mål er at sælge så mange årskort á 1.000 kr., at det samlet set bliver vores største ”sponsor”, lyder det fra René Christiansen og Hans-Bo Hyldig, som udtaler sig på vegne af ejergruppen.

Hans-Bo Hyldig:

  • Andre professionelle fodboldklubber har deres økonomiske fundament sikret i kraft af én stor hovedsponsor, ofte en stor lokal virksomhed. Se bare Esbjerg, som har Claus Sørensen Gruppen bag sig, eller Silkeborg med Mascot Workwear, Jysk og Silkeborg Kommune. I Roskilde har vi ikke virksomheder af den kaliber til at lægge et økonomisk fundament.

 

FC Roskilde skal være byens hold

René Christiansen:

  • En by af Roskildes størrelse skal have et fodboldhold højt oppe i rækkerne, også højere end den nuværende placering i 2. division. På idrætsområdet har byen et par fyrtårne i håndbold og bordtennis. Det skal fodbold også være.
  • Vi tror på, at det kan lade sig gøre at skabe en stemning om FC Roskilde som byens hold, der er værd at følge her på stadion midt i byen. Det er noget, vi alle bør være fælles om. Derfor vil vi nu tilbyde roskildenserne at købe et årskort til 1.000 kr., der giver adgang for indehaveren og en gæst til alle sæsonens hjemmekampe.

 

Penge fra årskort går til driften og ungdommen

Ejerne anser det for realistisk at sælge mindst 500 årskort á 1.000 kr. Og Hans-Bo Hyldig pointerer, at det er penge, der skal gå til klubbens drift – ikke til ejerne.

  • Af de 1.000 kr. er de 200 moms. Af resten binder vi på forhånd 15% til ungdomsarbejdet i vores moderklub RB06. Så i runde tal er der, ved salg af 500 årskort, en lille kvart million til den professionelle afdeling. Der er brug for langt mere, og heldigvis får vi i øjeblikket positiv respons fra mange nye og gamle sponsorer, og CP har fornyet aftalen som hovedsponsor, bemærker Hans-Bo Hyldig.

 

Nye ejere har fyldt hullerne

Den nye ejergruppe har – med deres egne ord – indskudt kapital til at fylde hullerne og holde klubben flydende. Men driften og udviklingen afhænger også af sponsorater, salg af årskort, tilskuerindtægter og stadig mindre kommunalt tilskud.

  • Når kommunen ikke kan indse værdien af at have en fodboldklub, der kan gøre sig gældende på højeste niveau, må vi række ud mod andre. Vi appellerer til erhvervslivet og tager med kyshånd mod et hvert sponsorat. Vi har brug for hver en krone, hvis vi bare skal holde klubben på sit nuværende niveau. Og nu beder vi så også befolkningen bredt om at bakke byens hold op. Der bor 65.000 i Roskilde. Lad os nu prøve at gøre stadion her til et samlende sted hver anden weekend i sæsonen, siger René Christiansen.

 

Årskort kan allerede nu købes på Boldbillet.dk via. følgende link: https://boldbillet.dk/show/event/fc-roskilde-stoetteaarskort-2021

 

Kort om virksomhederne og personerne i FC Roskildes nye ejerkreds

Salafri ApS v/René Christiansen, født og opvokset i byen og har selv spillet fodbold her.

FB Gruppen A/S v/ Hans-Bo Hyldig, har boet i Svogerslev siden 2000.

Langborg ApS v/ Claus Langer og Kristian Emborg, driver sammen væksthuset Spor3 i Lejre og bor hhv i Lejre og Roskilde.

Roskilde Teltudlejning v/ Tom Rasmussen, eliteansvarlig i RB06, 100% dedikeret til fodbold og initiativtager til det nye ejerskab.

Per Holm Holding v/ Per Holm, stammer fra Roskilde, har spillet og været træner i RB og holdleder for divisionsholdet.

Nordi ApS v/Michael Willaume Andersen, lokalt forankret i Roskilde og direktør for Dan Mark Ejendomme

Thormann A/S v/ Per Thormann fra Thormann A/S, en ildsjæl med jyske rødder, men bosat i Roskilde.

Hans-Bo Hyldig (t.v.) og René Christiansen fra den nye ejerkreds bag FC Roskilde.

Kontakt og yderligere information:
René Christiansen, rec@salafri.dk; mobil: 40 38 10 38