
17. maj 2019
Af: Alfred Winther Groth
På søndag venter en kamp, der afslutter nok en vild uge i Rådmandshaven. Tirsdag blev Christian Lønstrup suspenderet som manager efter, at der var oplysninger fremme i pressen og en undersøgelse om eventuel match-fixing blev sat i gang. Efterfølgende blev den hidtil angrebstræner Peter Foldgast tildelt opgaven som midlertidig cheftræner. Siden da har det handlet mest om at have det sjovt på træningsbanen – hvilket forhåbentlig også kan ses i søndagens kamp
"Det vigtigste på søndag er, at spillerne prøver noget – og ikke tvivler på sig selv, og det de laver. De skal turde at prøve. Jeg kommer ikke til at dunke nogen i hovedet over, at de har tabt fem driblinger, så længe de prøver", siger den midlertidige cheftræner Peter Foldgast og fortsætter: "spillerne skal have lov til at gøre, hvad de vil. Så længe de hele tiden tror på det. De skal glæde sig til det. En periode som den her giver hår på brystet, men vi skal også sørge for, at det er sjovt at spille fodbold."
Fodbold skal være sjovt
For at give spillerne plads til at nyde fodbolden, have det sjovt og samtidig kunne præstere bliver det vigtigste for det på ny sammensatte trænerteam, at spillerne forsøger. Der skal leveres og prøves lidt af hvert. I hvert fald i forreste geled.
"Vores udtryk skal være, at vi er meget afklarede og kan spille risikofrit. Vi skal have styr på basen og ikke bare satse hele butikken. Det skal være kontrolleret, men der skal omvendt også være frie tøjler oppe foran. De fem bagerste skal have styr på, hvad der sker og hvem der kommer. De forreste kan i grove træk gøre hvad de vil, så længe de vil det og knokler. De skal tro på det, de laver", forklarer Foldgast.
Forventer trodsreaktion
Sidst vi mødte Fredericia blev det til en historisk storsejr, hvor hjemmeholdet blev savet over af en velsmurt ørnemaskine. Det – sammen med et spinkelt håb om Superliga-play off – kan måske sætte gang i søndagens gæster. Men samtidig vil vores spillere også være ekstremt tændte, hvorfor vi forhåbentlig kan se frem til en ganske seværdig kamp.
"Der er mange ting i den her kamp. Det mentale har været noget presset efter denne uges dårlige sag. Men samtidig vil spillerne forhåbentlig levere en trodsreaktion, hvor de beviser, at de i hvert fald ikke vil tabe med vilje, siger klubejer Carsten Salomonsson og uddyber: "sidste gang vi mødte Fredericia vandt vi 7-1. Og selvom det næppe sker igen, er det formentlig en plet, de gerne vil vaske af. Jeg tror, det bliver en kamp med vild intensitet og en fight, der virkelig vil noget."
Muligt drømmescenarie
Hvis vi vinder mod FC Fredericia og FC Helsingør samtidig sætter point til i det svære opgør mod Nykøbing FC, så bliver overlevelsen i 1. Division søndag en realitet. Bedre rammer for en god fodboldkamp får vi ikke.
"Det kunne være en drøm, hvis Helsingør bare spiller uafgjort og vi vinder. Det vil være så lækkert, hvis det er overstået inden HB Køge-kampen. Selvom HB Køge ikke har noget at spille for i den sidste kamp, så tvivler jeg på, at de bare lægger sig ned", siger Salomonsson men understreger også, at det kræver alle mand på stadion: "Jeg håber virkelig, at alle folk støtter op om det her hold. De har virkelig haft nogle hårde måneder med først truende konkurs og nu det her. Jeg håber inderligt, at alle støtter op", slutter ”Salle” af.
Opgøret fløjtes i gang klokken 13:45.
Vel mødt og god kamp til alle!