Foldgast ny angrebstræner

FC Roskilde har tilknyttet den tidligere topangriber, Peter Foldgast, som angrebstræner. Foldgast indtræder i trænerteamet og skal give sine mange erfaringer fra en spændende karriere videre til FC Roskildes angribere, så vi forhåbentlig kommer til at se flere scoringer i det åbne spil fra vores offensive folk.

Om udvidelsen af trænerstaben udtaler manager Anders Theil: "Vi er meget tilfredse med, at kunne tilknytte Foldgast i trænerteamet. Vi har været i dialog med Foldgast et stykke tid og nu er det altså glædeligvis faldet på plads. Jeg er ret sikker på, at han kan rykke vores angribere i både afslutningdelen samt placeringerne på banen - og til sidst, men absolut ikke mindst, skal han arbejde med de mentale aspekter, der betyder rigtig meget for angribere".

Og 36-årige Foldgast har noget at byde ind med - for det er en herre, der har prøvet nogle ting på egen krop i sin tid som aktiv - og en spiller, der lavede en del vigtige mål. Da han var i Brøndby lavede han, blandt andet, årets mål i sæson 2002/2003, da FCM blev slagtet 4-0. Han har spillet i flere klubber i Superligaen, men karrieren har også bragt ham til tysk- og færøsk fodbold. Det er også blevet til 14 landskampe for det danske U/19-landshold med syv scoringer til følge.

Peter Foldgast selv har følgende kommentarer: "Jeg glæder mig til at komme igang med træningen og blive en del af et hold, som forhåbentlig kommer til at spille med i den sjove ende af rækken. Det er nogle spændende og dygtige angribere som jeg skal arbejde med, og vi skal arbejde både med deres færdigheder og det mentale - og det ser jeg frem til".

Peter Foldgast og direktør i FC Roskilde, Claus Grønborg, giver hinanden hånd på det kommende samarbejde..

  • Alle i FC Roskilde byder Peter Foldgast velkommen!