Følg FCR på TV3 Sport 1 

27. juli 2016

Så er det i morgen, at FC Roskilde drager til Vejle for at spille sæsonens første udekamp.

Et skadesplaget FC Roskilde-mandskab, der fx. manglede Mikkel Thygesen, Mark Leth Pedersen, anfører Stefan Hansen, Robert Larsen, samt Jesper Bech (der dog stod over på grund af karantæne), leverede en taktisk flot kamp mod Hobro IK. Gutterne spillede positiv fodbold og producerede en del chancer - og hentede, som bekendt, alle tre point. Det giver naturlige forventer om en god indsats igen i morgen aften - og meget gerne med point med hjem i tasken.

Vejle Boldklub kom ikke flyvende fra start, da de i deres første kamp måtte nøjes med uafgjort 1-1 mod oprykkerne fra Fremad Amager - endda på eget græs. Det var ikke lige en drømmestart for den traditionsrige storklub, der satser på oprykning til Superligaen. Når det så er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at Vejle Boldklub har et stærkt mandskab, og at FC Roskilde skal hive en toppræstation op af hatten, hvis "De røde" skal besejres. 

Kampen vises - ganske som vores første kamp mod Hobro IK - på TV3 Sport 1. Der er kick-off kl. 18:00. Så skal du ikke til Vejle og følge "De lyseblå", kan du sætte dig foran tv-skærmen med det lyseblå og hvide halstørklæde og heppe på gutterne.

Seneste opgør mellem FC Roskilde og Vejle Boldklub endte med FC Roskildesejr på 2-0 (21. april 2016). Lad os håbe holdet gentager den flotte præstation.