Sejrede 3-2 over B93

Det var en råkold aften i Roskilde Idrætspark, hvor kunstgræsbanen var omdrejningspunkt om FC Roskildes 3. træningskamp.

Aftenens modstander var 2. divisionsklubben B93 fra Østerbro.

FC Roskilde spillede bedst, men B93 kom fint med i slutningen af 1. halvleg og havde også en god periode i 2. halvleg. FC Roskilde sluttede dog bedst af og ny mand i truppen, Morten Nielsen, satte sejrsmålet ind i slutningen af kampen.

FC Roskilde kom foran 2-0 på to flotte mål af Mikkel Nøhr Christensen, der virkelig viser fine takter for tiden, hvilket giver store forventninger til et fornemt forår for den lille tekniker.

B93 reducerede før pausen på et flot mål. FC Roskilde skiftede en del ud i pausen, hvilket gav B93 mulighed for at spille sig godt ind i kampen - så godt, at de fik udlignet.

Som nævnt lukkede Morten Nielsen en ganske udmærket træningskamp på et flot hovedstødsmål.

FC Roskilde afprøvede forskellige konstellationer - fx fik unge Oscar Buch en masse spilletid i offensiven. 16 årige Simon Christoffersen fik spilletid i midteforsvaret, hvor han viste fine takter. Simon træner med A-truppen, men forventes at spille kampe på U/19-holdet. Jan Kristiansen spillede både venstre og højre back, så der blev eksperimenteret med forskellige ting, som den slags kampe også skal bruges til.

Gutterne fortsætter det hårde vinterprogram og næste kamp spilles først den 13. februar, hvor turen går til Lyngby.