FCR sled sig til smal sejr

20. marts 2021

Dagens kamp mod Skovshoved IF blev afviklet på kunstgræs på Gentofte Stadion, med kampstart kl. 15:00.

Det var bidende koldt, men det var nu ikke noget FCR-spillerne spekulerede på. De var derimod fuldt fokuserede på dagens vigtige opgave. For "De lyseblå", der i dagens anledning spillede i sort/sort/hvid, var det nemlig vigtigt med tre point, så man kunne holde fast i midterplaceringen, der er en forudsætning for at jagte den top 6-placering, som holdet kæmper så hårdt for.

Det blev mere en fight end en poleret kamp med tekniske lækkerier. Det vigtige for FCR på nuværende tidspunkt er dog at stå sammen, bygge op, kæmpe som et hold - og så samle flest mulige point sammen. Der er nemlig så meget at spille om i sæsonens 2. division.

Som kampen skred frem, kunne man godt se, at FCR var et bedre hold. En tidlig skade til Philip Rasmussen, gjorde at matchvinder, Jakob Skovgaard kom på banen efter ni minutter. Hermansen måtte også skiftes ud med en skade i 2. halvleg.

FCR kom bagud, men slog ikke op i banen. Gutterne formåede at holde hovedet højt og kæmpe videre helt frem til sidste dommerfløjt. To dejlige mål af henholdsvis Monday og Skovgaard - et i hver halvleg - gjorde, at vi kunne tage alle tre velfortjente point med hjem.

 

Højdepunkter:

15': Jannik Skov Hansen sender et fint sparket frispark i feltet - Hermansen er med fremme og springer frem for at afslutte, men kommer lige en postgang for sent.

20': Skovshoved IF bringer sig foran 1-0. Bolden sendes fra venstre mod højre, hvor Neerborg går til bolden, men bliver desværre snydt af Adel Guendouri, der kommer først på bolden - Frederik Vang stormer ud fra målet, men Adel lopper den over Vang og ind i det tomme mål.

30': FCR bygger fint op i venstre side - Mehmet sender et fint indlæg i feltet, hvor Valdemar stiger til vejrs og header - bolden går dog desværre forbi mål.

31': FCR holder tålmodigt fast i bolden i venstre side. Skov Hansen driver bolden ind i banen - sender den videre til Monday, der trækker længere ind i banen og da han fra lang afstand er omtrent lige foran mål, tordner han bolden i netmaskerne med et drømmehug til 1-1. Sikke en afslutning - helt uden chance for hjemmeholdets keeper, Frederik Mehder.

45': Magnus Krogh Hansen fighter sig frem forbi sin ellers ret hurtige oppasser - han kommer så meget fri, at han kan sende bolden ind foran mål - desværre er ingen FCR-spillere nået med frem. Stod man klar der, var det ellers bare at sætte en inderside på.

Pause

54': Skov Hansen sender et farlig frispark direkte på mål - keeperen må bokse til hjørnespark.

75': Skovgaard afgør kampen, da han bringer FCR på 1-2. Indskiftede Capser Grening fighter og tackler sig med stor energi frem - bolden springer hen til også indskiftede Jakob Skovgaard, der får bolden med sig - han kommer alene med hjemmeholdets keeper, og med sit venstre ben udplacerer han den fremstormende sidste skanse - bolden triller i mål til stor glæde for Skovgaard og hele FCR-truppen.

93': I sidste minut er det ved at gå galt - Skovshoved har tilfældighederne på deres side, og de får bolden med ind til kanten af det lille felt i venstre side - bolden sendes mod mål - den går forbi Vang - men tæt på stregen kommer Mehmet Coskum med den befriende clearing. Det havde ikke været til at bære, hvis Skovshoved havde udlignet.

Men tre dejlige point var hjemme, da dommeren kort tid efter fløjtede af. FCR leverede en rigtig flot arbejdsindsats - det gav en smal sejr, og gutterne må have tanket en masse selvtillid. De tre point lunede dejligt i det råkolde vejr.

Næste styrkeprøve er på lørdag, når Avarta gæster Roskilde Idrætspark.

Dagens to glade målscorere: Monday Etim og Jakob Skovgaard.

Kampfakta


Skovhoved IF - FC Roskilde 1-2 (1-1)

Lørdag, den 20. marts 2021, kl. 15:00

Gentofte Stadion

2. division

Dommer: Allan Rørdahl Borgstrøm

Linjedommere: Kjartan Sölvi  Audunsson & Nicolai Mossing Madsen

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Casper Neerborg

Daniel Segev Jørgensen

Andreas Hermansen (anfører)

Mehmet Coskun

Victor Guldbrandsen

Philip Rasmussen

Magnus Krogh Hansen

Monday Etim

Jannik Skov Hansen

Valdemar Schousboe

 

Kampforløb:

20' 1-0 Adel Guendouri (SIF)
31' 1-1 Monday Etim (FCR)
55' Advarsel Andreas Hermansen (FCR)
71' Advarsel Seejou King (SIF)
75' 1-2 Jakob Skovgaard (FCR)
78' Advarsel Christoffer Saietz (SIF)
90'+ Advarsel Oliver Juul (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
9' Philip Rasmussen Jakob Skovgaard
79' Andreas Hermansen Oliver Juul
79' Valdemar Schouboe Casper Grening
89' Magnus Krogh Hansen Andreas Maarup
89' Victor Guldbrandsen Andreas Chabert

 

Ikke benyttede spillere:

Conrad Kromann (målmand)

Henrik Ravensbeck