Chockstart blev vendt til 3-2 sejr i efterårets sidste gyser
Endelig kom der hul på bylden - med hele tre scoringer, en mandfolkeindsats og en fortjent 3-2 sejr over Hobro. Efter en chokstart, hvor holdet kom bagud 0-1 allerede efter 1½ minuts spil, ville de fleste hold – som har været lidt nede i en bølgedal – blive slået ud af kurs. Men ikke de lyseblå vikinger fra domkirkebyen, der var 100% mentalt klar til at opfylde cheftræner Carsten Broes taktiske oplæg - og det var en fornøjelse, at se hele holdet levere en helhjertet fighterindsats, på denne råkolde eftermiddag i Ørnereden i Roskilde Idrætspark.
Gæsterne skulle altså kun bruge 1½ minut til at bringe sig foran. Efter et hjørnespark lander bolden hos Hobros Chris Jensen, der bringer de gæve jyder foran. Hvis FC Roskilde tabte dagens kamp, ville der være slået hul op til en placering over nedrykningsstregen. Så derfor var det vigtigt hurtigt, at ryste chokstarten af sig, og komme tilbage i kampen – og det må man sige gutterne fra FC Roskilde gjorde. De lod sig ikke slå ud, og fortsatte ufortrødent med at køre på, så det var en fryd for øjet.
Udover den storslåede fight, hvor alle kæmpede for sine holdkammerater og fokuserede på selv at være klar og yde en maksimal arbejdsindsats, var det herligt at se de mange chancer FC Roskilde-mandskabet producerede, i kraft af det pågående og direkte spil. Sejren kunne såmænd sagtens have været adskillige mål større.
Allerede efter fem minutters spil, slår Jesper Håkansson, der i dag var her, der og alle vegne, et indlæg til Tobias Perch-Nielsen, der dog header over målet.
Udligningen kommer efter en situation, hvor Tobias Perch-Nielsen spiller skråt bagud til Jens Mårtensen, der skyder hårdt og fladt, hvor Jesper Håkansson så får sidste fod på bolden og dirigerer den i kassen til det forløsende 1-1 mål, til stor jubel hos størsteparten af de 736 tilskuere.
Hobro har dog også en fin chance, minuttet efter, hvor FC Roskilde-keeper Esben Madsen, må ud i fuld længde for at fiste bolden til hjørnespark.
Efter en lille halv times spil, får Hobro ikke clearet bolden langt nok ud af deres forsvarszone – bolden lander hos Jens ”Tordenstøvle” Mårtensen, der bliver presset til at lave en smart dribling, for derefter at ”plaffe” bolden i nettet, med et skruet skud, der næsten slikker op ad stolpen, til pausestillingen 2-1.
FC Roskilde var dog ikke færdig med at hvæsse deres ørnekløer – 35 minutter inde i kampen afdribler Jesper Håkansson Hobro-forsvaret og lopper den ind til modsatte stolpe, hvor Tobias Perch-Nielsen header – desværre lige i hænderne på den tilbagestormende målmand. En kæmpe chance, der – med lidt mere skarphed – formentlig havde lukket kampen. Et par minutter senere, var det så Tobias tur til at spille Jesper inde foran mål – ”Håke” afdribler en Hobro-forsvarer og er nok mere fri, end han lige selv er klar over – afslutningen går desværre over målet.
I første halvlegs overtid, var Hobro tæt på at udligne, men bolden lusker lige forbi FC Roskilde-målet.
Udover en halv chance, som følge af en for sløset clearing af FC Roskilde-forsvaret, havde Hobro ikke meget i anden halvleg. Men det havde FC Roskilde. Fx kan nævnes et kvalificeret langskud fra Anders Nielsen (50 minutters spil). FC Roskilde afslutter i flere omgange, men bolden blev hver gang blokeret (55 minutters spil). Jesper Håkansson har et flot langskud lige forbi målet (70 minutters spil). Fire minutter senere lykkedes det endelig FC Roskilde at få bolden over målstregen igen, da Tobias Perch-Nielsen scorer til 3-1.
Kort tid efter er Jesper Håkansson igen på spil – han lopper bolden genialt over målmanden, men den rammer stolpen og hopper tilbage på målmanden, der næsten løber bolden i eget net, men det ender med hjørnespark, der dog ikke kom mere ud af.
Kampen blev i stedet alt alt for spændende igen, da Hobros Mads Justesen får reduceret til 3-2 fem minutter før ordinær spilletid var udløbet. Spændingen var nu på kogepunktet, og da Tobias Perch-Nielsen i 90’ende minut kommer alene igen, men afslutter direkte på Hobros målmand er alle ”helt ude på kanten af sæderne”.
Dommer Ole Kronlykke lagde fire minutter til, og det var nogle ulideligt lange minutter, hvor FC Roskildes tilskuere, stab og alle på bænken bed negle, og kun ventede på det livsvigtige sidste fløjt. Alle FC Roskilde-spillere kæmper med næb og kløer, Hobro får gult kort, spændingen er uudholdelig, der er lidt forvirring med to bolde på banen – og ENDELIG fløjtes kampen af til stor jubel i FC Roskilde-lejren.
En prægtig holdindsats og tre vigtige point - det var en flot kamp at gå til vinterpause på. Og selvom holdet er placeret under stregen, er spillere, trænere og stab fulde af tro på, at de kan få de nødvendige point – for som bekendt, er der 12 kampe i foråret 2012, inden op- og nedrykningerne afgøres.
Vi håber, at se rigtig mange tilskuere til foråret, når der igen spilles spændende 1. divisionsfodbold i Roskilde Idrætspark. Hele byens hold har brug for al den støtte som de altid loyale fans kan mønstre – på hjertelig gensyn!
KAMPRAPPORT
Kamp: FC Roskilde – Hobro 3-2 (2-1)
Tid: Søndag, den 13. november 2011, kl. 15:00
Sted: Roskilde Idrætspark
Status: 1. division
Tilskuere: 736
Dommer: Ole Kronlykke
Startopstilling:
Nr. Spiller
1 Esben Madsen
3 Anders Qvist
4 Ole Budtz
5 Casper Grønn Larsen (anfører)
9 Tobias Perch-Nielsen
10 Nicolaj Mikkelsen
17 Lasse Hansen
18 Jesper Håkansson
19 Anders Nielsen
20 Morten Walldo
22 Jens Mårtensen
Kampforløb:
Min. Status Spiller
2 0-1 Chris Jensen, Hobro
17 1-1 Jesper Håkansson, FC Roskilde
19 Advarsel Anders Nielsen, FC Roskilde
27 2-1 Jens Mårtensen, FC Roskilde
45 Advarsel Lasse Hansen, FC Roskilde
57 Advarsel Anders Qvist
66 Advarsel Jonas Damborg, Hobro
74 3-1 Tobias Perch-Nielsen, FC Roskilde
85 3-2 Mads Justesen, Hobro
92 Aadvarsel Mads Justesen, Hobro
Ind- og udskiftninger:
Min. Ind Ud
73 Andreas Bak Nicolai Mikkelsen
87 Christian Møller Lasse hansen
91 Jakob Rasmussen Jesper Håkansson
Ikke benyttet:
Nr. Spiller
30 Frederik Vang Larsen
23 Martin Nielsen
26 Emil Nielsen