FCR får ny altmuligmand til forsvarskæden

19. februar 2019

Senest tilføjelse i truppen bliver 23-årige Marc Bredal

Som følge af flere afgange henover vinteren har der været et behov for at tilføje yderligere bredde til truppen, hvor den sportslige ledelse har været på jagt efter nye ansigter. Her har man blandt andet 23-årige Marc Bredal, der siden årsskiftet har trænet med og gjort en god figur.

"Jeg er glad for at få en spiller som Marc ind. I tråd med, at vi sagde farvel til Anders Qvist og Jared Rice efter nytår synes jeg, at vi var lidt sårbare på de centrale pladser i forsvaret. Han kan spille alle positioner i en firebackkæde, men kan også spille som 6’er", siger cheftræner Christian Lønstrup.

Bredal har tidligere begået sig i 2. divisionen, hvor han blandt andet har optrådt for Brønshøj Boldklub og Hillerød Fodbold. I en periode var han også med i truppen hos Nykøbing FC, men som bosat i Nordsjælland blev distancen for stor.

Med fodboldopdragelse i Lyngby Boldklub og FC Nordsjælland får vi tilført en klog forsvarsspiller, der i høj grad kompenserer for fysiske evner med en opfattende spilforståelse.

"Han er ret god på bolden og har et godt overblik – han er hverken særlig hurtig eller høj, men er meget forudseende. Han tager ofte de rigtige valg. Dog skal han fortsat vende sig til et højere tempo, men jeg ville ikke være bekymret for at sætte ham ind i en kamp. I opstarten har han vist, at jeg kan stole på ham. Han er ikke en spiller, der er tiltænkt en plads i startopstillingen lige nu, men kan sagtens komme ind og blande sig på sigt", slutter Lønstrup af om vores seneste skud på stammen.

I første omgang er der indgået en aftale med Bredal, der løber sæsonen ud.