FCR forlænger med Halse

25. oktober 2016

Pressemeddelelse

Det er en stor glæde at kunne oplyse, at FC Roskilde har forlænget aftalen med det unge talent Nicklas Halse frem til sommeren 2018.

Det tidligere Brøndby-talent skrev i juli måned under på en kort aftale, så begge parter kunne se hinanden an. Samarbejdet har været så positivt, at der nu altså er lavet en længerevarende aftale.

Manager Anders Theil har følgende kommentarer til kontraktforlængelsen: "Halse har virkelig grebet chancen. Han startede inde mod Hobro, på grund af en del skader, og spillede en rigtig god kamp. Han træner godt og er en meget disciplineret og en klog spiller, som dækker flere pladser. Jeg må sige, at han har overrasket os alle. Så vi glade for at få en aftale på plads".

Bestyrelsesformand Bo Tue Knudsen og Nicklas Halse giver hånd umiddelbart efter kontraktforlængelsen var underskrevet.