FCR fightede sig til sejr i topkamp

18. august 2021

Den stod på topkamp her til aften i Roskilde Idrætspark. Gæsterne var nummer to i rækken, BK Frem.

Kampen blev igen afviklet på bane 3 - ekstra ærgerligt, når BK Frem kommer på besøg. De plejer altid at have mange supportere med, og det havde været super fint, hvis kampen kunne være blevet afviklet på stadion. Men det blev altså ikke i denne omgang.

Vejret viste sig ikke fra sin bedste side - det regnede og blæste ret meget. Det var nok medvirkende til, at det ikke blev en specielt velspillet kamp. Det kampen manglede i tekniske fodboldlækkerier og flotte detaljer havde den til fulde i intensitet og spæning.

BK Frem kom klart for at levere en aggressiv og fysik indsats, som dog ikke tog modet fra FC Roskildes spillere. Det meste af 1. halvleg blev lidt en rodebutik, og gæsterne startede bedst. Langsomt fik FC Roskilde dog mere og mere fat i spillet efter Valdemars føringsmål.

Det blev ikke meget bedre i 2. halvleg, men FC Roskilde løftede dog deres spil og viste ved hård fight, at de kunne holde "buret rent" - og så viste de skarphed præcis når det var allermest nødvendigt. Elvang fik sat bolden i mål lige inden han blev skiftet ud - og indskiftede Magnus Krogh leverede en fin præstation, som han krydrede med det dejlige mål i tillægstiden, der lukkede og slukkede ballet.

Alt i alt var det ikke FC Roskildes bedste kamp. Gæsterne leverede en fin indsats og de kom med power og energi. Det var bare ikke nok i dag - for FC Roskilde trak det længste strå, da de viste, at de kendte vejen til netmaskerne, når mulighederne bød sig. Og som det ofte er for et tophold - så vinder man også kampene de dage, hvor man ikke spiller op til sit bedste.

Højdepunkter:

14': Tidligere FCR-spiller, Jakob Skovgaard Larsen er farlig med et fladt langskud

20': Frem sender langt udspark frem - vinder tager bolden og Benjamin Lund får ikke clearet bolden - Frem kommer til farlig afslutning, som Vang dog kommer godt ud i - Vangs aktion tager farten af bolden og Mike Mortensen kan sparke væk tæt på stregen.

25': Maarup erobrer bolden i Frems opspil - han stikker bolden frem til Valdemar, der dog afslutter for uskarp på den store chance.

26': Vang må bokse en farlig afslutning til hjørnespark helt oppe under overliggeren.

31': Mads Julø sender et fint hjørnespark i feltet, hvor farlige Valdemar Schousboe dukker op og sender bolden i netmaskerne.

Pause

55': - Frem har frispark i venstre side. Bolden sendes skråt tilbage til Skovgaard, der banker til bolden som tager stolpen og går ud. Her fik FCR et wake up-call om at gæsterne stadig var med i kampen.

60': FCR sætter flot opspil sammen i højre side - bolden bliver sendt fladt ind i feltet, hvor Monday dukker op - han får dog ikke timet sin aktion helt godt nok, og han tæsker bolden langt over mål fra en ellers ret god position.

65': Frem fejler i deres opspil - bolden lander hos Elvang, der smukt sætter bolden i kassen til 2-0.

78': Skovgaard igen på spil. Han så ud til at være meget opsat på at vise, at det var en fejl, FCR ikke forlængede aftalen med ham efter sommerpausen. Og ret skal være ret - han spillede en fin kamp. Han sender et direkte frispark lige akkurat forbi træværket.

83': FCR i hurtig omstilling - Monday spiller Neerborg fri i god position - han afslutter egentlig også fornuftigt, men Frem-keeper, Rasmus Wedege, klarede fint og måtte give hjørnespark.

95': Jannik spiller bolden på tværs til Magnus Krogh Hansen, der viser sin skarphed og bringer FC Roskilde på 3-0.

FCR er efter aftenens sejr nu det eneste ubesejrede hold i 3. Division efter tre kampe. Så det ligner allerede en række, hvor alle kan slå alle. Indtil videre dog ikke FC Roskilde.

Næste kamp bliver igen mod rækkens nummer to - rækkens nye nummer to er nemlig Dalum, som på lørdag får besøg af topholdet fra Domkirkebyen. Dalum IF og FC Roskilde tørner sammen kl. 13:00.

FC Roskildes tre skarprettere i dagens topkamp mod BK Frem var fra venstre Magnus Krogh Hansen, Sebastian Elvang og Valdemar Schousboe.

Kampfakta


FC Roskilde - BK Frem 3-0 (1-0)

Onsdag, den 18. august 2021, kl. 18.30

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 400

3. division

Dommer: Jonathan Garcia Nilton

Linjedommere: Danny Kolding & Midjan Hadzidulbic

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Mads Julø

Mike Mortensen

Andreas Hermansen (anfører)

Benjamin Lund

Tobias Noer

Andreas Maarup

Sebastian Elvang

Jannik Skov Hansen

Valdemar Schousboe

Monday Etim

 

Kampforløb:

31' 1-0 Valdemar Schousboe (FCR)
55' Advarsel Andreas Hermansen (FCR)
58' Advarsel Emil Schou Jørgensen (Frem)
65' 2-0 Sebastian Elvang (FCR)
78' Advarsel Mike Mortensen (FCR)
95' 3-0 Magnus Krogh Hansen

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
68' Sebastian Elvang Casper Neerborg
68' Tobias Noer Mathias "Mac" Christensen
80' Valdemar Schousboe Magnus Krogh Hansen
80' Mads Julø Andreas Chabert
90' Monday Etim Ali Haider Shah

 

Ikke benyttede spillere:

Christoffer Monty (målmand)