FCR 2015 – et år med udfordringer og fortsat udvikling

Når man står ved et årsskifte, så er det næsten altid tid til at se tilbage og ikke mindst frem. Sådan er det også for bestyrelsen i FC Roskilde. 2014 har været et utrolig begivenhedsrigt år med en suveræn oprykning fra 2. division, et spillersalg til Rosenborg i Norge og en pokalkamp mod FCK i Roskilde Idrætspark, som nogle af de helt store nedslagspunkter. Men også en konstatering af, at vi på ungdomssiden er nået et stort skridt videre på mange områder. Til gengæld har vi nu fået den udfordring, at de store klubber har opdaget, at vi kan noget i FC Roskilde og derfor er begyndt at ”jagte” vore største talenter.

Det kan vi nok ikke gøre så meget ved, men alligevel synes jeg, at vi har en moralsk forpligtigelse til at fortælle drengene og ikke mindst forældrene, at medaljen også kan have en bagside, når man ikke er så gammel. Det er nemlig sin sag at hive en knægt på 15 ud af sine vante sociale netværk for at han skal tage til København fire til fem gange om ugen lige efter skoletid eller, som vi har set, måske helt flytte til en anden by langt fra de vante omgivelser. Så kære forældre, tænk jer nu godt om og overvej om ikke jeres søn har godt af at blive i FC Roskilde et par år endnu. Udvikle sig i det rigtige tempo for at kunne begå sig i en af landets største klubber fra dag et.

Når det gælder seniorholdet, så var første halvdel af 2014 en lang jubelperiode. Alt gik vores vej. Vi slog Danmarksrekorden i flest vundne sejre i træk. Oprykningen til 1. division blev sikret med en kæmpe margin til nummer to og i forlængelse af ikke mindst Emils mange mål i sæsonen blev han solgt til Rosenborg for et ganske pænt transferbeløb.

Til gengæld må vi så også konstatere, at første halvdel af sæsonen 2014/15 ikke helt er gået, som vi kunne have ønsket det. Mange skader og små marginaler har betydet, at vi lige nu indtager rækkens sidsteplads med fire point op til stregen. Dog har vi en kamp i hånden, da vores ene lysmast pludselig strejkede og efterårets sidste kamp mod HB Køge måtte aflyses.

Uagtet placeringen, så tror jeg fuldt og fast på, at vi nok skal klare den. Med flere af de skadede spillere tilbage har vi holdet, der kan gøre det, hvortil kommer, at vi her i vinterpausen trimmer truppen endnu mere med tilgang udefra. Så når der startes op den 10. januar, så er målet selvfølgelig en placering, der sikrer overlevelse i 1. division.

Har vi udfordringer på banen, så går det til gengæld ganske godt udenfor grønsværen. Vores ”nye” direktør har formået at skabe et image omkring FC Roskilde, som gør det attraktivt for ikke mindst sponsorerne at være en del af det netværk, vi har fået opbygget gennem de seneste år. Lidt anderledes oplevelser kombineret med nye tiltag i forbindelse med hjemmekampene har gjort, at vi næsten hver gang har fuldt hus i VIP loungen, når de lyseblå løber på banen. Helt fantastisk var det set up, der var stablet på benene til FCK kampen, hvor ikke færre end 250 havde fundet vej til Pre-match arrangementet.

En anden glædelig ting, som især kom til udtryk i forbindelse med FCK kampen var, at rigtig mange frivillige havde tilbudt deres hjælp, og uden dem var det aldrig gået. Så en stor tak til alle og ikke mindst til jer frivillige, der også giver en hånd med ved hjemmekampene. I det hele taget er der meget at glæde sig over, og det skal være mit håb for 2015, at vi kan fortsætte ad samme positive spor både i ungdomsafdelingen og på divisionsplan.

Alle i og omkring FC Roskilde ønskes et rigtig godt og lykkebringende nytår.

 

- Carsten Wickmann, bestyrelsesformand