FC Roskilde tabte lokalopgøret

Når lokalbraget mellem HB Køge og FC Roskilde afvikles er det noget særligt, intensiteten er så høj som den skal være, når to topmotiverede hold tørner sammen og spændingen er på kogepunktet.

Eller sådan burde det være... I dag viste FC Roskilde bare ikke helt, at de var topmotiverede og sultne efter sejren.

I 1. halvleg stod der HB Køge på det meste - FC Roskilde viste ikke ret meget vilje og boldfasthed og kom først lidt med i de sidste ti minutters tid. Ret beset havde vi vel kun et enkelt skud inden for målrammen.

Derimod var HB Køge klar fra start, pressede over hele banen og flyttede bolden fint rundt, når de havde den i egne rækker - hvad de altså havde det meste af tiden, som det kan ses af højdepunkterne:

2 min. Stor chance til Sylvester Seeger-Hansen, der afslutter lige mål

6 min. Frederik Vang går forkert ud af målet på et indlæg og rammer ikke bolden. HB Køge afslutter af flere omgange med blokeres hele tiden.

11 min. 1-0 - Frispark i FCR's venstre side. Bolden sparkes fladt og hårdt i, tæt på mål, ingen FCR-spiller får afvist og farlige Bruninho dukker op lige foran Frederik Vang og sender bolden i netmaskerne.

23 min. Brandão sendes i dybden og afslutter langt ude fra - bolden sniger sig lige over mål.

28 min. Første FCR-afslutning inden for målramme. Langskud af Bech men det volder ingen problemer for HBK-målmanden Frederik Due.

Som ovenstående viser stod der desværre ikke FC Roskilde på ret meget i de første 45 minutter.

2. halvleg startede på en lidt anden måde, hvor FC Roskilde endelig viste lidt tænder - men tænderne var desværre ikke så store og skarpe, som man kunne ønske sig.

48 min. Bruninho afslutter på stolpen.

64 min. Hjørnespark - Møller forlænger, hvor Richter dukker op og afslutter med knæet - desværre lige over mål.

71 min. 2-0 - FCR får ikke ekspederet bolden væk - Kristian Andersen lægger bolden "død" til HB Køges anden brasilianer Brandão, der banker bolden i nettet. Ærgerligt, for FC Roskilde var ellers ved at spille sig lidt ind i kampen.

Med ca. 20 minutter tilbage tager kampen en dramatisk udvikling. Mark Leth forsøger at vriste sig fri i HB Køges felt og komme til afslutning - han holdes nede og han falder. Dommeren mener dog, at det er skuespil - Mark får sit andet gule kort og dermed bliver han sendt i bad før tid. Richter skælder ud på linjedommeren - og må modtage et gult kort for brok.

FC Roskilde sluttede med at have bolden mest, men blev aldrig for alvor farlige. Så kampen "fusede ud" og endte desværre som lidt af en skuffelse for "De lyseblå".

Lad os håbe, at gutterne er tilbage i sædvanlig form, når sæsonen lukkes ned med hjemmekampen mod AC Horsens på næste lørdag, så vi kan slutte det ellers flotte forår ordentligt af.

Spillerne holder sig klar i spillertunellen - i dag skuffede FC Roskilde og HB Køge kunne igen trække den længste strå i lokalopgøret.

Kampfakta


HB Køge - FC Roskilde 2-0 (1-0)

Lørdag, den 30. maj 2015, kl. 16.00

Herfølge Stadion

Tilskuere: 1139

Dommer: Jesper Nielsen

Linjedommere: Victor Skytte & Troels Nøhr Jespersen

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Simon Richter

Stefan Hansen

Anders Møller Christensen

Anders "Nille" Nielsen

Nikolaj Hansen (anfører)

Morten Bertolt

Bajram Fetai

Jesper Bech

Kristian Geertsen

Mark Leth Pedersen

 

Kampforløb:

11' 1-0   Bruninho (HBK)
37' Advarsel   Anders "Nille" Nielsen (FCR)
41 Advarsel   Nikolaj Hansen (FCR)
61' Advarsel   Mark Leth Pedersen (FCR)
71' 2-0   Brandão (HBK)
75' Advarsel/udvisning   Mark Leth Pedersen (FCR
76' Advarsel   Simon Richter (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
26' Kristian Geertsen Ferdinand Bangsgaard
61' Stefan Hansen Robert Larsen

 

Ikke benyttede spillere:

Mads V. Petersen

Lasse Brandt Hansen