FC Roskilde styrker sin organisation med ansættelsen af ny adm. direktør

1. december 2016

Pressemeddelelse

FC Roskilde har valgt at styrke organisationen med ansættelse af en ny direktør pr. 1. januar 2017.

Dennis Poulsen er ansat som adm. direktør for FC Roskilde og dermed overtager han posten fra Claus Grønborg, der har bestridt posten på deltid det sidste år. Claus vil fortsat være tilknyttet FC Roskilde og vil fortsat være medlem af selskabets bestyrelse.

Med denne ansættelse styrker FC Roskilde sin kommercielle og administrative del af organisationen, hvor specielt de kommercielle opgaver vil være Dennis’ fokusområder.

Dennis, der er født og opvokset i Roskilde, kommer med en bred erfaring indenfor forretningsudvikling, salg og ledelse, senest som adm. direktør i Lyngby Boldklub, hvor han de seneste to år har stået i spidsen for klubbens rejse fra 1. division til Superligaen.

Tillige har Dennis været aktiv fodboldspiller i flere klubber i Roskilde området, bl.a. Roskilde KFUM.  

”Vi er utroligt glade for, at Dennis har valgt at ville være med på den rejse, som FC Roskilde har begyndt, og vi ser det som en stor tillidserklæring til vores projekt, at Dennis har valgt at ville være en del af."

"Netop udviklingen af de kommercielle aktiviteter, herunder ikke mindst udviklingen af vores sponsornetværk, vil Dennis kunne bidrage afgørende til."

"Samtidig er det en oprustning på den administrative side, idet Dennis vil indgå på fuld tid i ledelsen af FC Roskilde  i et nært samarbejde med undertegnede, Claus Grønborg og den sportslige ledelse” udtaler bestyrelsesformand Bo Tue Knudsen.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til:

Bestyrelsesformand Bo Tue Knudsen

Tel: 40505004

btk@btkinvest.dk