Er vi ved et vendepunkt?

Af: Alfred Winther Groth

Hvad var lige vidne til? Sådan har de heldige tilstedeværende på Monjasa Park nok tænkt søndag klokken 15:30, da kampen mod FC Fredericia blev fløjtet af – og historieskrivningen var en realitet. Vores største udebanesejr i ligasammenhæng fandt sted da Christian Lønstrups udvalgte Ørne udraderede de jyske værter i en 7-1-sejr.

Sejren kom ikke som en stor overraskelse for cheftræneren, som efter sin ansættelse for snart to måneder siden har set fremgang: "Vi er virkelig begyndt at få valuta for det arbejde, vi laver. Jeg har lidt ondt af Fredericia, men vi skal virkelig nyde de her sejre. De kommer ikke på en billig baggrund. Vi har virkelig steppet up i forhold til mange ting, og det ser man i dag, sagde Lønstrup efter sejren mod Fredericia".

Nu gælder det så rivalerne fra HB Køge, som vi søndag tager mod på hjemmebane. Udover de tre point, er der meget mere på spil. Drengene skal vise, at de sidste par kampe ikke har været en enlig svale, men et vigtigt skridt i den rigtige retning i det nye projekt. Derudover er håneretten som altid på spil, når vi møder Svanerne fra Herfølge.

Den fik HB Køge sidst vi mødtes i et opgør, der krævede noget bearbejdelse. I sæsonåbningen blev vi spillet ud af Capelli Sport Stadion i Herfølge og led et svigefuldt nederlag på 5-2. Det skal også revancheres søndag eftermiddag, hvor drengene hungrer efter endnu en vigtig sejr.

Det er slaget om Midtsjælland – og det skal Kongernes By vinde med Ørnene i front!

Vel mødt!

Roskilde vs Herfølge/Køge


Af Bjørn Jensen

HB Køge er stiftet 1/7 2009 som en overbygning med to senior- og ét U-19, hhv. U-17-hold af moderklubberne, Køge og Herfølge Boldklub. Begge moderklubber har været danske mestre, og måske derfor lykkedes det efter mange forsøg og en konkurs i Køge, at indgå det nu eksisterende samarbejde.

Køge Boldklub (1/10 1927) er skilt ud fra den daværende Køge Gymnastk- & Idrætsforening, hvori i 1907 indgik den gamle i 1895 stiftede Køge Boldklub. Køge kom i landets bedste række inden krigen og det var ikke et tilfælde at Køge som afslutning på sæsonen 1953/54 vandt Danmarksmesterskabet, som den første klub i provinsen. Københavnernes dominans var en gang for alle brudt og allerede året efter vandt AGF titlen og også klubber som Vejle, B 1909 m.v. var med i top. Den sidste kamp var hjemme mod B 93 (0-0) og der var 14.500 tilskuere – i en by der dengang kun talte 11.500 indbyggere. Træner var den dygtige ungarer Lajos Szendrödi. Andet DM kom i 1975 og Køge var på mange områder i mange år den største klub på Sjælland. 2.holdet var i Danmarksserien, 3.holdet i sjællandsserien, 4.holdet i serie 1 og det blev til utallige mesterskaber i diverse undomsrækker. RB 1906 har i øvrigt mødt Køges 2.hold i mange sæsoner (Sjællandsserien frem til 1958 – og senere i Danmarksserien) allerede tilbage fra 1946 og senest i sæsonen 2001/02, og det er blevet til i alt 39 indbyrdes møder på dette niveau – et antal kampe vi i det hele taget kun har mod ganske få andre 1.hold fra sjællandske klubber, bl.a. Birkerød, Holbæk og Slagelse. Køge spillede som selvstændig klub 73 sæsoner i træk i Danmarksturneringen.

Herfølge Boldklub (3/6 1921) i folkemunde ”landsbyklubben” kom først med i SBU’s turneringer i 1938 og oprykningen til 3.division kom efter sæsonen 1968, og senere er det jo blevet til mange kampe i såvel 1.division som superligaen. Herfølge kom på med betalt fodbold fra starten i 1978 – og det var med Gudmund Jørgensen (K.V.Saft) ”Saftkongen” som storsponsor – samme Gudmund som efter Køges DM i 1954 skød penge i bygning af ny tribune i den nordlige del af Vordingborgvej (= Køge Stadion). Kulminationen på den sportslige succes kom i sæsonen 1999/2000 hvor klubbens første og eneste Danmarksmesterskab kom i hus med John ”Faxe” Jensen som delvist spillende træner. Herfølge nåede alene 40 sæsoner i de forskellige divisioner.

Årets sæsondebut i Herfølge blev ikke nogen god oplevelse idet vi fik en snitter på 5-2 (mål af Mikkel Nøhr (nr.19) og debutanten, Nicolaj Vallys.

Samlet ser det – efter 87 opgør -  ud som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB1906 - Køge 1 8 3 1 4 9-15
RB1906 - Køge 2 39 21 10 8 92-64
RB1906 - Køge (pokal) 2 1 0 1 5-7
FCR - Køge 2 2 0 0 4-0
RB106 - Herfølge 8 1 3 4 4-10
RB1906 - Herfølg 2 5 1 2 2 5-5
FCR - Herfølge 2 0 1 1 2-3
FCR - HB Køge 16 3 4 9 17-24
RB1906 - Herfølge (pokal) 4 2 0 2 14-3
FCR - HB Køge (pokal) 1 0 0 1 1-2
I ALT 87 34 23 30 153-133