Endnu et talent fra FCR Ungdom på kontrakt

15. februar 2016

PRESSEMEDDELELSE

Det er med stor glæde vi kan oplyse, at FC Roskilde har skrevet en 2-årig kontrakt med endnu en af vores egne store talenter, Simon Christoffersen.

Om Simon siger ungdomsansvarlig Christian Juel Glem: "Simon er et produkt af FC Roskilde Ungdom, hvor han har været de sidste 4 år. Han kom til FC Roskilde fra én af vores gode samarbejdsklubber, Saaby Fodbold. Vi er i Ungdommen stolte over, at kunne udvikle sådanne talenter og ser frem til at følge Simon i mange år hos FC Roskilde".

Simon er et kæmpe forsvarstalent og har som U17-spiller, spillet fast på U19-holdet. Simon har fra 1. Januar været en fast del af 1. divisionstruppen.

Han er blevet skiftet ind i alle træningskampene og senest med en hel halvleg med B93, hvor han leverede en rigtig fornuftig præstation.

Om det unge talent udtaler cheftræner Anders Theil: "Simon har trænet fast med truppen i opstarten og skal også med på træningslejren. Han er på trods af sin alder meget stærk fysisk og rolig på bolden. Og så har han samtidig den helt rette indstilling".

Næstformand og ungdomsansvarlig, Christian Juel Glem, og Simon Christoffersen giver hinanden et fast håndtryk efter kontraktunderskrivelsen