Endnu en 2-2 mod Nykøbing FC

25. juni 2020

Det var stegende hedt i Roskilde Idrætspark, da FC Roskilde tog i mod gæsterne fra Nykøbing FC i aftenens bundgyser. Som det er tilfældet for alle FC Roskildes sidste kampe i sæsonen, blev denne kamp betragtet som en "pokalfinale" - med andre ord, den skulle bare vindes, så FCR kunne holde fast i den gode stime efter Corona-pausen (kun et nederlag i fem kampe) og håbet om overlevelse.

Gæsterne blæste til angreb fra starten og lagde et højt pres, men efterhånden fik FCR spillet sig ud af presset og kampen blev mere lige. FCR lavede to smukke mål, som man kun kunne sidde og glæde sig over - først snitter Mileta bolden i mål med hovedet og i 1. halvlegs overtid forkælede Czajkowski os med et lækkerbisken af et perlemål.

To hurtige effektive omstillinger til gæsterne, efter ærgerlige boldtab fra FCR, var dog skyld i, at Ørnenes hårdtarbejdende spillere måtte nøjes med det ene point.

Præstationen i dag var en mandfolkeindsats - gutterne kæmpede som løver i det varme sommeraften, og tre point havde ikke været ufortjent. Der var ikke mange at sende ind fra bænken, Hermansen og Kyle var slet ikke i truppen, men man må bare tage hatten af for den helhjertede indsats, der i dag blev leveret hele vejen rundt.

Højdepunkter:

16' - Fint indlæg fra Mouritsen i højre side - Halse kommer lige en postgang for sent ved modsatte stolpe.

17' - Mathias Kristensen afslutter fra kanten af feltet, men Vang tager sig sikkert af den.

22' - Mouritsen sender en perfekt lang diagonal afsted over en halv banelængde til Rejnhold, der trækker ind i banen og tæsker på mål i retning af modsatte trekantssammenføjning, men den bliver desværre overplaceret.

35' - Flot opspil af FCR - Rejnhold har sidste fod på bolden, da jeg smukt sender den ind i hovedet på Mileta, der overbevisende styrer bolden i netmaskerne uden chance for Jannich  Storch.

47' - Aller sidste aktion i 1. halvleg - Gudmann laver en for kort tilbagelægning til Vang - der dog når at storme ud og tæske bolden højt og langt frem i banen - lige på kanten af offside-grænsen har Czajkowski lugtet lunten - han sprinter afsted, og med en spiller i ryggen piller han helt uimodståeligt bolden ned med "kattepoten" - keeper Storch styrter frem og gør sig bred - Czajkowski vælger så, halvt med ryggen til målet, at loppe den over Storch og ind i et tomt mål. Et fantastisk pragtfuldt perlemål - og så på assist af vores keeper, Frederik Vang. Den slags sker ikke hver dag.

Pause

52' - Halse taber bolden - hurtig omstilling til NFC, der bringer sebastian Koch fri til højre for målet, hvorfra han lægger den over i modsatte side til reducering.

60' - Czajkowski får et stikning i dybden, som han er tæt på at kunne løbe op. Storch når dog ud og klarer situationen med en ren herre-tackling.

66' - Efter et boldtab laver gæsterne igen en hurtig omstilling - Pleidrup dribler hele vejen ned til tæt på baglinjen, hvorfra han snyder Vang og kan loppe bolden i mål i modsatte side. Det så ud til, at Mouritsen tackler på ham i afsluningsøjeblikket, så bolden bliver svær på Vang at forudse. 2-2 er en kedsgerning.

79' - Monday rykker til baglinjen og sender bolden skråt tilbage i feltet, hvor Mileta banker bolden lige over mål.

FCR satser fremad på banen, fastholder spillet og skabe et par løse chancer, men uden den fornødne skarphed ender kampen med et point til hvert hold. Det skal gæsterne vist være tilfredse med i dag.

Allerede søndag skal gutterne i kamp igen. Denne gang ude mod Fremad Amager.

Unge Oliver Juul leverede en yderst flot præstation i dag.

Kampfakta


FC Roskilde - Nykøbing FC 2-2 (2-0)

Torsdag, den 25. juni 2020, kl. 19.00

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 310

NordicBet LIGA

Dommer: Jesper Nielsen

Linjedommere: Simon Blond & Hakan Yurdakul Pedersen

4. dommer: Patrick Stenzel Rasmussen

 

Startopstilling:

Frederik Vang Larsen

Philip Rejnhold Olsen

Marcus Gudmann

Oliver Juul

Nicklas Mouritsen

Nicklas Halse (anfører)

Philip Rasmussen

Sebastian Czajkowski

Souhaib Dhaflaoui

Oscar Høybye

Mileta Rajovic

 

Kampforløb:

14' Advarsel Jacob Egeris (NFC)
20' Advarsel Jordan Wilson (NFC)
35' 1-0 Mileta Rajovic (FCR)
44' Advarsel Philip Rasmussen (FCR)
47' 2-0 Sebastian Czjakowski (FCR)
52' 2-1 Sebastian Koch (NFC)
66' 2-2 Lars Pleidrup (NFC)
76' Advarsel Mathias Gehrt (NFC)
78' Advarsel Mileta Rajovic (FCR)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
73' Oscar Høybye Abdoulie Njai
73' Souheib Dhaflaoui Monday Etim

 

Ikke benyttede spillere:

Conrad Kromann (målmand)

Daniel Segev Jørgensen