En uges træningslejr venter forude

I morgen, fredag, rejser spillere, trænere og stab på en uges træningslejr i Tyrkiet.

Turen byder på koncentreret træning, som en vigtig forberedelse til de mange spændende og afgørende kampe i foråret, hvor forbliven i 1. division gerne skal sikres.

Turen skal naturligvis også bruges til at ryste truppen sammen - der er kommet nye spillere til (Christian "Greko" Jakobsen fra Hvidovre, Jesper Bech fra Silkeborg og Anders "Nille" Nielsen fra HB Køge), samt to nye assistentrænere (Michael Winther og Rasmus Monnerup) - så der bliver også plads til afslapning imellem træningspas og socialt samvær.

Flyet letter fra Kastrup Lufthavn kl. 18:00

Som en sidste træningskamp, hjemme i det kolde Danmark, inden turen til Tyrkiet, spillede FC Roskilde onsdag mod BK Frem i Valby.

Starten af kampen mindede meget om kampen mod Fremad Amager, hvor vi misbrugte de tilbud, der opstod. Efterhånden fik "De lyseblå" dog sat mere tempo i kampen, og kunne dominere kampen, og tilspille sig flere chancer.

Målene blev sat ind af Mark Leth Pedersen (0-1 efter 30 min.) og Lars Brøgger Hansen (0-2 efter 47 min.).

Der blev tacklet igennem og fightet, så det var en fornøjelse og "form-pilen" peger helt klart den rigtige vej. Specielt leverede Jesper Bech en fremragende indsats på "10'er pladsen" - og fortsætter han med at præstere på så fint et niveau, bliver han en kæmpe gevinst for holdet, når der skal kæmpes om vigtige point.

Anders Møller i forsvaret var igen en sikker "sidste skanse" i midterforsvaret, og det er åbenlyst, at han også kommer til at bidrage meget til holdet med sin store erfaring og høje kvalitet, når det først går løs.

Når holder landet næste fredag, sidst på eftermiddagen, kan weekenden bruges til at slappe af - men allerede mandag er der planlagt træningskamp mod FC Nordsjælland.

Så der er ingen tvivl om, at hele truppen er ved bygge op til et super spændende forår, og man kan mærke, at intensiteten er ved at indfinde sig i truppen. Alle er klar over, hvilken opgave FC Roskilde står foran - og der skal nok blive kæmpet med næb og klør helt frem til sidste kamp, lørdag den 6. juni 2015, når AC Horsens kommer på besøg i Roskilde Idrætspark.