Debutantmål i pokalsejr

FC Roskilde er inde i en rigtig god stime for tiden, og her til aften skulle gutterne så møde FC Fredericia i DBU Pokalen - et hold som "De lyseblå" allerede møder igen på søndag i turneringen (på udebane).

Der var flere navne i FC Roskildes startopstilling, der ikke har spillet så meget på det seneste, men alle viste, at de er klar - for der blev leveret en rigtig fin indsats over hele linjen. FC Roskilde kontrollerede det meste af kampen, men der kom dog alligevel lidt for meget spænding på til sidst, da anfører Stefan Hansen så rødt og den "farlige 2-0 føring" blev reduceret til 2-1. Men FC Roskilde kom igennem det med fight og klogt spil. Det er en fornøjelse at se, hvordan alle arbejder for hinanden.

De to Roskildemål blev sat ind af henholdsvis en formstærkt Bo Storm, der tordnede bolden op i krogen fra 25 meters afstand - ganske enkelt et af de helt sjældne perlemål - til 1-0 og debutant Kristian Lindberg, der bragte hjemmeholdet foran 2-0, da han dukkede op ved fjerneste stolpe og prikkede bolden i netmaskerne efter et fint indlæg fra Jesper Blicher. Lindberg har i noget tid afventet en afklaring på sin spilletilladelse, efter skiftet fra Spanien, som så endelig kom i denne uge - og den længe ventede debut blev en succes. Der er ingen tvivl om, at Lindberg har en udpræget målnæse.

FC Roskilde er nu klar til 4. runde i DBU Pokalen og afventer med spænding lodtrækningen til næste runde.

Det var en dejlig sejr - det var en fortjent sejr. Men én ting er sikkert - dagens sejr må ikke blive en sovepude til på søndag. For et godt resultat på søndag er vitalt for at bevare kontakten med toppen af 1. division - og her vil vi nemlig rigtig gerne fortsætte med at være. 

 

Højdepunkter:

16' - FCR fanger FCF i en hurtig omstilling, da Emil Nielsen er nede og samle en bold op. Bolden drives frem og lander til sidst hos formstærke Bo Storm, der langt ude fra tæsker bolden helt op i krogen. Det må klart være et af de flotteste mål set i Roskilde Idrætspark nogensinde.

22' - FCF bryder igennem til fri afslutning - Tvede klarer fint.

23' - Bo Storm slår et frispark ind i feltet - Lindberg stiger til vejrs, men hovedstødet går desværre over mål.

46' - 1. halvlegs sidste aktion inden pausethe - dyb stikning, der sender Fredericiaangriber alene med Tvede, afslutningen overplaceres dog, så bolden sniger sig lige forbi stolpen.

PAUSE

48' - Bo Storm prikker bolden i dybden til Blicher, som spiller på tværs til Lindberg, der scorer sit sit første mål i sin debut for FC Roskilde.

61' - Fint indlæg fra venstre fra Martin Andersen - Blicher header fra en stort set fri position ved modsatte stolpe, men kan ikke få fart nok på bolden, så afslutningen bliver ufarlig.

74' - FCR boldtab i opspillet - Fredericia får en omstilling og sender afslutningen på stolpen.

76' - Stefan Hansen laver straffespark, da han måtte trække lidt i "nødbremsen" og får direkte rødt. Fredericiakaptajn Frans Putros sætter sikkert bolden sætter ind og reducerer til 2-1.

84' - En fint spillende Jesper Blicher slår en flot aflevering ind over forsvaret til Lindberg, der tager den til sig og afslutter flot lidt udefra. Bolden suser lige forbi mål - det så ud til, at målmanden fik hånd på bolden, men der blev dømt målspark.

Debutant Kristian Lindberg scorede FC Roskildes andet mål i 2-1 sejren. Han spillede en rigtig fornuftig kamp og viste flere prøver på sine mange offensive kvaliteter.

Kampfakta


FC Roskilde - FC Fredericia 2-1 (1-0)

Onsdag, den 26. august 2016, kl. 19.00

Roskilde Idrætspark

Tilskuere: 713

Dommer: Jesper Nielsen

Linjedommere: Jan Johansen & Frederik Bak

 

Startopstilling:

Kasper Tvede

Kristian Geertsen

Daniel Jørgensen

Stefan Hansen (anfører)

Simon Richter

Bo Storm

Valon Ljuti

Jesper Bech

Emil Nielsen

Jesper Blicher

Kristian Lindberg

 

Kampforløb:

16' 1-0 Bo Storm (FCR)
26' Advarsel Andreas Oggesen (FCF)
32' Advarsel Kristian Lindberg (FCR)
48' 2-0 Kristian Lindberg (FCR)
61' Advarsel Nicklas Halse (FCR)
76' Udvisning Stefan Hansen (FCR)
77' 2-1 Frans Putros (FCF), straffespark
88' Advarsel Mathias Hebo (FCF)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
45 Valon Ljuti Nicklas Halse
55' Emil Nielsen Martin Andersen
82' Bo Storm Anders Nielsen

 

Ikke benyttede spillere:

Frederik Schram

Meck Nørgaard

Mark Leth Pedersen

Oscar Buch