Carsten Broe og FCR udbygger samarbejdet

Formand Carsten Wickmann kan nu med glæde konstatere, at FC Roskildes sportslige organisation er på plads.

 

FCR har netop forlænget cheftræner Carsten Broes kontrakt med 1 1/2 år, så den nu løber frem til udgangen af 2013. Samtidig er han gjort til sportslig ansvarlig for hele FCR-organisationen, forstået på den måde, at han udover sin trænergerning for divisionholdet, skal sikre den røde tråd ned til vore fire ungdomshold.

 

Det var et af de helt store og afgørende grundelementer i vores nye organisationsstruktur, der nu er faldet på plads, siger FCR's formand Carsten Wickmann til FCR's hjemmeside. Vi har haft flere møder med Carsten Broe og er rigtig glade for, at han har sagt ja til, i de kommende to år, at påtage sig det ansvar, der ligger i den nye stillingsbeskrivelse.

 

Vi kan nu gå i gang med at gøre resten af vor organisationsplan færdig, hvor det ikke er nogen hemmelighed, at den i højere grad vil koncentrere sig om at styrke direktørstillingen ved at give Kim Milton større råderum på udviklingsområdet, slutter Wickmann.

 

Da kontraktforlængelsen netop var underskrevet, og blækket endnu dårligt var blevet tørt, fangede webredaktionen cheftræner Carsten Broe for nogle uddybende kommentarer:

 

  • Du er blevet den sportslig ansvarlige i FCR - hvad dækker den titel?

Carsten Broe: Udover at træne førsteholdet, som jeg hele tiden har gjort, skal jeg være torvholder på, at vi får intregreret et taktisk koncept, samt en spillestil i klubben, lige fra U14 og op til førsteholdet.

Jeg kommer også til at være inde over rammerne i klubben. Vi har en ganske fin trup, men de arbejdsforhold spillerne har er slet ikke professionelle nok, og det er lige fra vores træningsforhold til spillernes omklædningsrum, vi skal have optimeret, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme op i den øverste del af 1. division.

 

  • Du har forlænget din kontrakt frem til vinteren 2013 - hvor forventer du FCR befinder sig på det tidspunkt?

Carsten Broe: Vi skal helt klart være imellem de 18 bedste klubber i Danmark.

 

  • Hvordan vil du opnå den målsætning?

Carsten Broe: Nu skal vi først og fremmest sørge for at komme over nedrykningsstregen, og her er det vel et eller andet sted bare et spørgsmål om at få flere point end de tre nederste. Så det er bare et seriøst stykke arbejde, der skal laves.

Når vi går ud af transfervinduet til sommer, skal vores trup bestå af 20 spillere, så den er klar til at spille de 33 kampe, der kommer i den nye første division. Det vil ske ved udvikling af egne spillere fra vores U-hold samt vores 2. hold.

Hvis vi ikke når op på 20 spillere med 1. divisionsniveau fra egne rækker, skal vi ud og være aktive på transfermarkedet.