Bliv klogere på Rukh Vynnyky

21. februar 2019

Fredag eftermiddag løber drengene på banen i Tyrkiet til træningslejrens første kamp. Her venter den ukrainske modstander med det mundrette navn Rukh Vynnyky (prøv at sig det ti gange hurtigt efter hinanden...). Ikke ligefrem en klub, der får klokkerne til at ringe hos de fleste. Derfor har vi her dykket lidt ned i modstanderen og fundet et par vigtige elementer frem.

Østeuropæiske tropper – med en enkel ”kending”

Selve truppen består primært af spillere, der har begået sig i østeuropæiske lande. Faktisk har kun to spillere gjort fodboldkarriere vest for Polen. Den ene er den brasilianske veteran Leandro. Efter to år for Priciaba i hjemlandet skiftede han til en polsk midterklub i 2006. Siden da har han brugt en snes år i Rusland, Ukraine, Polen og Ungarn. Hans primære position er på backpladserne – og er dermed ikke en synderligt målfarlig spiller.
Den anden spiller, der har begået sig andetsteds end Østeuropa, er den ukrainske målmand Roman Mysak. Den tidligere U21-landsholdsmålmand var indtil starten af februar måned faktisk at finde i danske AGF. Her kom han til på en kort aftale i sommers, men allerede ved årsskiftet var det farvel og tak efter håndskader og ingen optrædener i Superligaen.

Problemer med offensiven – og defensiven

Man siger, at et godt forsvar vinder mesterskaber. Og det kan sagtens være en del af forklaringen på, hvorfor Rukh Vynnyky fortiden kan se sig selv rode rundt i bunden af den næstbedste ukrainske liga. Efter 16 runder kan de se sig selv på en plads, der ”giver” adgang til nedrykningskampe.

De har indkasseret næstflest mål af alle i rækken: 27 styks. Og har samtidig haft problemer med at score mål i den anden ende. I alt er det blevet til 12 scoringer – fordelt på 11 spillere. Dertil skal lægges, at hele fire spillere deles om topscorertitlen. Med to mål hver..

Sovjetisk træner af den gamle skole

På trænerbænken har vores ukrainske modstandere en mand af den gamle sovjetiske skole, hvidrussiske Leonid Kuchuk. For mere end tyve år siden tog han hul på trænergerningen og er nu i front for sin 11. klub. Størst succes har han uden tvivl haft i moldoviske Sheriff Tiraspol, hvor han på seks år vandt seks mesterskaber og tre pokaltitler. I årene 2004 – 2010 var han med til at danne grundlaget for mange års efterfølgende dominans.

Mest kendt – også udenfor Østeuropa – blev Kuchuk formentlig for sin tid i Lokomotiv Moskva. Her sad han på trænerbænken i sæsonen 2013/2014. Han præsenterede klubbens fans for en sprudlende omgang fodbold, der blev beskrevet som det smukkeste, de havde set. I efteråret 2013 havde han den tidligere Chelsea-, Arsenal- og Real Madrid-spiller Lassana Diarra, der brillerede og kontrollerede på midtbanen. Men grundet kontroverser og udeblivelser endte hans tid i klubben brat med en retssag, der betød, at Diarra måtte slippe et beløb, der svarer til cirka 75 millioner danske kroner til Lokomotiv Mosvka.

Efter et sløjt efterår, hvor det kun er blevet til elleve point i seksten kampe for vores ukrainske modstandere blev Kuchuk i starten af februar måned hentet ind. Han er altså relativ ny på trænerbænken hos Rukh Vynnyky.

Kampen om luftrummet

Hvis vi starter med de mål, som Rukh Vynnyky indtil videre har scoret i sæsonen, så har de alle 12 én ting til fælles: De kommer efter et indlæg. Indlægget er altid sidst, næstsidste- eller tredjesidste aflevering. Det er helt tydeligt, at deres spillestil primært foranlediger sig på styrken i luftrummet. Ingen af målene kommer efter mere etableret spil, aflevering i længderetningen eller gennembrudsspil.

Derfor er det også lidt pudsigt, at langt størstedelen af de mål, de indkassere kommer efter netop indlæg. De fleste af de indkasserede mål kommer ligeledes efter et indlæg eller som følge af en omstilling. Særligt i deres venstreside har de været sårbare overfor hurtige spillere, hvorfor vi bør se gode muligheder til nogle af vores hurtige gutter.

Medmindre vi kan dominere spillet ved stor boldkontrol bliver det formentlig derfor en noget hård kamp om luftrummet og de fysiske dueller, som spillerne kan se frem til.

Fokus på os selv

Ikke desto mindre, så er det vigtigt at huske, at træningskampe primært er til for, at vi kan se udvikling i vores eget spil. Derfor skal vi på ingen måde lade os kue af, at vi er oppe mod et hold, der har haft lige så svært ved at finde netmaskerne som at holde modstanderne fra scoring. Det vigtige slag står først, når vi den 3. marts åbner ude mod Silkeborg IF.