Besejret af topholdet

Det blev en præcis så svær opgave som man kunne forvente, da FC Roskildes i dag gæstede topholdet, Lyngby Boldklub. Efter en målløs 1. halvleg, kom der gang i sagerne efter pausen.

Det var tidligere FC Roskilde målkonge, der gjorde det onde ved sin tidligere klub. Jeppe Kjær stod for kampens første scoring. Thygesen udligner, hvor FC Roskilde er en mand i undertal, men i de sidste 10 minutter lukker FC Roskilde to mål ind. Ærgerligt, at FC Roskilde ikke får tilkæmpet sig det ene point, men set over hele kampen er sejren til Lyngby fortjent nok.

Vores "udsendte medarbejder", Patrick, har lavet følgende resumé af kampen:

"Klokken 15:00 lød dommerens startfløjt på Lyngby Stadion - en søndag eftermiddag med fint fodboldvejr og en fornuftig bane. Begge hold har brug for point, dog i hver deres ende af rækken, så alle rammerne var på plads til en god gang fodbold.
 
Lyngby virkede dog mest klar i de første minutter, hvor de hurtigt sætter sig på spillet. Det er dog ikke Lyngby der står for kampens første store chance. Lars Brøgger bliver spillet fri bagom Lyngby-forsvaret og sætter kurs mod målet, hans træk bliver dog for langt og en vågen Lyngby-keeper kommer ud i bolden.
 
Første halvlegs vel største chance tilfalder Lyngby efter et lille kvarters spil. Lyngby spiller sig fint igennem vores bagkæde, der ellers er startet godt, og sætter bolden ind på kanten af det lille felt, hvor Lyngby-spillerne står i kø for at afslutte. Thomas Villadsen gør sig stor og laver en fantom-redning i målet. 
 
Roskilde-spillerne var ikke videre tilfredse med dagens ellers udemærkede dommer, Lars Christoffersen og det kom til udtryk efter godt og vel en halv times spil, da Valon Ljuti må indkassere kampens første advarsel, for et ironisk klap efter et tildelt frispark.
 
Lyngby havde et par løse chancer, som aldrig blev farlige og Roskilde levede på godt forsvarsspil og omstillinger. Stillingen ved pausen var derfor 0-0.
 
2. halvleg var kun et nogle minutter gammel, da Jeppe Kjær bringer Lyngby foran. Med ryggen til mål laver han en hurtig vending, og fra kanten af feltet banker han bolden forbi en chanceløs Villadsen i Roskilde-målet. Efter scoringen er det som om at Roskilde kommer bedre med igen - ligesom i 1. halvleg skal vi lige igang. 
 
Vi skulle 68 minutter ind i kampen, før der rigtig kom spænding. Simon Richter jævner en fremstormende Jeppe Kjær med jorden, og dommeren hiver det røde kort frem fra baglommen. Dette gjorde bestemt ikke opgaven nemmere.
 
Godt to minutter senere får vi et hjørnespark, som Mikkel Nøhr skal tage sig af. Vi er sjældent farlige på hjørnespark og det så egentlig også ud som at dette bare var "endnu et til statistikken". Lyngby-keeper Andreas Larsen kommer ud af sit mål for at gribe bolden - bolden ryger forbi hans hænder og over til en vågen Mikkel Thygesen ved bagerste stolpe. 1-1!
 
Det var ikke længe hænderne kunne være over hovedet i ren jubel - efter 80 minutters spil får Lyngby hjørnespark i den anden ende, her er Mathias Tauber stærkest i luften, hvor han problemfrit kan heade bolden i mål til 2-1. Og for at det ikke skulle være nok, så udspiller et selvtillidsfyldt Lyngbyhold Roskilde-forsvaret og David Boysen kan lukke kampen med hans scoring til 3-1 i det 89 minut. 
 
Dommeren fløjtede af - ærgerligt, at FC Roskilde ikke kunne hente point mod topholdet. Langt hen af vejen var der godt spil og chancer til mere, men sådan skulle det ikke være i dag. FC Roskilde dumper ned på en tiendeplads, dog med en kamp i hånden i forhold til nogle af de andre hold".

Spillerne står klar til at løbe på banen... 

Kampfakta


Lyngby Boldklub - FC Roskilde 3-1 (0-0)

Søndag, den 18. oktober 2015, kl. 15.00

Lyngby Stadion

Tilskuere: 1145

Dommer: Lars Christoffersen

Linjedommere: David Vang Andersen & Søren Lehmann

4. dommer: Thomas Dahl Strandberg

 

Startopstilling:

Thomas Villadsen

Stefan Hansen

Anders Qvist

Nikolaj Hansen (anfører) 

Anders Nielsen

Simon Richter

Valon Ljuti

Mikkel Thygesen

Jesper Bech

Lars Brøgger Hansen

Andreas Lissau

 

Kampforløb:

31' Advarsel   Valon Ljuti (FCR)
53' 1-0   Jeppe Kjær (Lyngby)
68' Udvisning   Simon Richter (FCR)
75' 1-1   MIkkel Thydesen (FCR)
80' 2-1   Mathias Tauber (Lyngby)
82' Advarsel   Philip Rasmussen (Lyngby)
89' 3-1   David Boysen (Lyngby)

 

Ind- og udskiftninger:

Min Ud Ind
57' Andreas Lissau Bajram Fetai
61' Valon Ljuti Mikkel Nøhr Christensen
78' Lars Brøgger Hansen Martin Andersen

 

Ikke benyttede spillere:

Frederik Vang Larsen

Jan Kristiansen

Anders Møller Christensen