FCR til pokaldyst i Nakskov

Så er det endelig alvor igen. Tirsdag drager hele byens hold til Nakskov for at spille den første betydningsfulde kamp efter sommerpausen. Modstanderen er Nakskov Boldklub, som til daglig slår deres folder i Lolland Falster serien. Klubben spillede sig i 1 runde i DBU’s pokalturnering gennem en noget overraskende sejr på hele 4-1 over Frem Sakskøbing. Altså en på papiret overkommelig modstander, men belært af erfaring, så er ingen modstander i pokalturneringen lette, uanset i hvilken række, de spiller. Det følte vi selv sidste år, hvor vi tabte til Birkerød fra Danmarksserien. Men mange andre af landets bedste hold har overraskende måttet se sig slået af et hold fra en langt lavere række. Hold, der har alt at vinde. Så ingen tvivl om, at når det gælder pokalkampe, så koster det meget nemt dyrt, hvis ikke alle mand er oppe i omdrejninger.

Lad det være sagt med det samme. Vi må ganske enkelt ikke ryge ud i første runde igen i år og vi tror da også på, at spillerne vil være fokuseret på opgaven og vil gøre alt for at holdet kan avancere til næste runde. Kampen spilles kl. 19 i Nakskov tirsdag aften.

Lad os dog håbe på, at den indstilling til tingene, som træner Broe har lagt for dagen i sin første sæson, også gør forskellen den 9 august, så de lyseblå er at finde i hatten, når der trækkes lod til anden runde.