FC Hjørring var mere effektive end FC Roskilde

Det var fint fodboldvejr, da dommer Kasper Madsen fløjtede kampen i gang i Roskilde Idrætspark. Det blev dog desværre ikke den gode fodboldkamp, som alle spillere, stab og fans omkring FC Roskilde havde håbet på. Og det blev en kamp, hvor det igen blev slået fast, at man altså skal score på sine chancer, for at vinde fodboldkampe – og det gjorde FC Hjørring.

Modsat de seneste par kampe, hvor FC Roskilde havde et par kæmpe chancer i kampens første minutter, startede denne kamp mere i et tempo, hvor de to hold skulle se hinanden lidt an. Dog får Jesper Håkansson en mulighed i det 7. minut. Efter flot positionsspil, fra venstre side af banen over mod højre side, bliver bolden spillet ind på midten af banen, hvor ”Håke” - lige uden for feltet - afslutter resolut, men lige på FC Hjørring-målmand Karim Zaza.

Efter 21 minutters spil får FC Hjørring deres første chance – en dyb stikning ned bag FC Roskilde-forsvaret – som angriberen holder fast i, men afslutningen var for svag, så den var intet problem for Frederik Vang Larsen.

28 minutter inde i kampen får FC Roskilde igen et godt tilbud, der på en god dag sagtens kunne omsættes til en scoring. Bolden bliver løftet ind i feltet, hvor ”Håke” tager bolden til sig, men afslutter lige på Karim Zaza, der klarer med en fodparade. Minuttet efter er ”Håke” ophavsmand til endnu en chance – denne gang stikker han bolden i dybden til Kevin, der afslutter fladt, men igen klarer den rutinerede målmand med fødderne. Et par minutter senere appellerer FC Roskilde for straffe, efter et forsøg på et indlæg fra Jens Mårtensen, der rammer en FC Hjørring-forsvarer på armen, men dommerens fløjte var tavs.

FC Roskilde var i hele 1. halvleg i kontrol – spillede roligt og tålmodigt bolden rundt, og lod FC Hjørringspillerne løbe efter bolden, hvilket cheftræner Carsten Broe også var ganske godt tilfreds med i pausen.

2. halvleg fortsætter med FC Roskilde i boldbesiddelse, men uden at tilspille sig de helt store chancer. Efter 57 minutter er ”Håke” dog igen på spil – han lopper bolde over sin direkte modstander, afdribler den næste modstander men tackles i skudøjeblikket. Et par minutter senere, bryder FC Hjørring igennem fra højre side og tackler sig nærmest igennem FC Roskilde-forsvaret, hvor sidste mand endelig får stoppet gennembruddet – her ville FC Hjørring gerne have haft straffespark, men igen ingen reaktion fra dommeren.

Kampen faldt lidt i intensitet og efter 75 minutters spil, er det igen FC Roskildes tur til at appellere for straffespark, ved et indlæg fra højre side, men igen vinker dommeren afværgende. Minuttet senere spilles Jens Mårtensen fri, men hans hårde flade aflevering kom desværre lige lidt for hurtigt, så Jeppe ikke når den.

I den 83. minut sker der så det, der bare ikke må ske. FC Hjørring har indkast i højre side – de kaster kort og slår et indlæg til bagerste stolte, hvor Søren Philipp helt umarkeret kan sætte bolden i nettet.

Herefter kaster FC Roskilde folk frem, for at fremtvinge en udligning – Ole Budtz header, men uden saft en kraft nok til at overliste en storspillende Karim Zaza.

I overtiden går indskiftede Lasse Hansen tilbage i banen – vender rundt og slår en lang aflevering frem i banen, hvor en anden indskiftet spiller, Emil Nielsen, desværre kommer lige en postgang for sent.

En sidste mulighed bød sig, da samme Emil Nielsen, bare få sekunder senere, lopper bolden over FC Hjørring-forsvaret, hvor Anders Nielsen kommer spurtende ved bagerste stolpe – igen viser Karim Zaza sin klasse og får tacklet af til hjørnespark, som der dog ikke kommer mere ud af. Dommeren fløjter for sidste gang og FC Roskilde må konstatere, at FC Hjørring bare var mere effektive og dermed kunne tage turen hjem til Nordjylland med de tre point.

Ærgerligt, at FC Roskilde ikke kunne holde nullet og ikke formåede at score på vores chancer, samtidig med, at FC Hjørring scorede på stort den eneste reelle chance de tilspiller sig i kampen. Den slags skulle – efter sigende – være noget af charmen ved fodbold. Det føltes bare ikke så charmerende i dag.

Spændingen i den nederste del af Betsafe Ligaen er mere intens end den har været længe, efter denne rundes kampe, hvor Skive spiller 0-0 mod FC Vestsjælland. I skrivende stund fører Næstved 2-1 over AB, så intet er afgjort endnu.

Næste kamp for FC Roskilde er allerede på fredag, den 11. maj 2012. Her møder vi AB og kampen spilles på Gladsaxe Stadion kl. 19:00

Vi håber, at se rigtig mange tilskuere til at støtte Hele Byens Hold!

 

KAMPRAPPORT

Kamp:                 FC Roskilde – FC Hjørring

Tid:                      Søndag, den 6. maj 2012, kl. 13:00

Sted:                   Roskilde Idrætspark

Status:                Betsafe Ligaen

Tilskuere:           580

Dommer:            Kasper Madsen

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

3          Anders Qvist

4          Ole Budtz

6          Jakob Rasmussen

7          Jeppe Kjær

10       Nicolaj Mikkelsen

11       Kevin Bechmann Timm

15       Nikolaj Steen Hansen

18       Jesper Håkansson (anfører)

19       Anders Nielsen

22       Jens Mårtensen

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                            

83     0-1                Søren Philipp

83     Advarsel      Frederik Vang Larsen                

 

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                  Ud                           

71          Lasse Hansen              Kevin Bechmann Timm

80          Morten Walldo              Nicolaj Mikkelsen

88          Emil Nielsen                 Jens Mårtensen

 

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Esben Madsen

5       Casper Grønn

12     Christian Møller

23     Martin Nielsen