FCR delte med Herlev

Til trods for overvægt i spil og chancer delte FCR og Herlev point efter målløs affære. Herlev havde også deres chancer, men FCR burde have udnyttet sine chancer så sejren kunne hives hjem – hjørnesparksstatistikken sagde 17-1 i FCR’s favør og det taler sit eget tydelige sprog.

I dag var det dog ganske enkelt indstillingen, der var til forskel. Herlev kæmpede for hver en centimeter på banen. FCR var lidt uengageret og smed for mange bolde væk – men hvorfor spiller FCR ikke med mere selvtillid i dag. Holdet var inden kampen uden nederlag i de seneste syv kampe og med en målscore på 18 – 3. Tjah, den slags må tilhøre et af fodboldens mysterier og kendte man svaret, kunne man blive en holden mand.

FCR producerede ellers nok chancer, men der manglede hele tiden ”lige det sidste” i skarpheden foran mål. Efter fem minutter havde Christian Hansen bolden i venstre side, hvor han slår et indlæg – bolden får lov til at smutte hele vejen igennem og Lasse Brandt Hansen kommer lige en postgang for sent. Tre minutter senere slår Anders Nielsen et fint indlæg, som Rajko Lekic ”first timer” lige forbi. Få minutter senere har Azad Corlu en fin afslutning efter hjørnespark, der dog reddes på målstregen af en Herlev-spiller.

Først i 26. minut havde Herlev et farligt forsøg. Anders Fosgaard dribler i venstre side, hvor han slår et indlæg til en Herlev-spiller, der ganske udækket header forbi mål. Et par minutter senere header Ole Budtz et hjørnespark på stolpen – FCR havde nu heller ikke ligefrem heldet i denne situation.

Minutter efter kaster Casper Grønn indkast – Azad Corlu er løbet med frem og ”first timer” bolden flot på kassen – den går dog lige over overliggeren og ender i nettaget. Det sidste kvarters tid af 1. halvleg var der ikke de store chancer.

Herlev bliver lidt farligere efter pausen – først viser de flot sammenspil inden bolden lander hos den lille hurtige Kenni Olsen, der dog afslutter over mål. Kort tid efter laver Anders Nielsen af fejlaflevering i opspillet, men igen er Herlev uskarpe i den efterfølgende afslutning.

I 52. minut er garderhøje Ole Budtz på spil igen med hovedet. Han header til Rajko, der igen resolut afslutter – desværre lige over mål. Minuttet efter er Rajko farlig igen, hvor han spiller bolden ind foran mål, men der er dog ingen FCR-spillere med fremme på rette sted. 55 minutter er spillet, da Nicolai Mikkelsen afslutter, efter flot opspil – desværre lige på Herlev-målmanden, der igen klarede skærene.

Efter endnu en Herlev-chance, hvor FCR ikke rigtig for dækket ordentlig op, viser Azad Corlu sit store potentiale. Han laver et langt flot sololøb med bolden, spiller bande og får den igen – afslutningen er ellers fint placeret i hjørnet, men målmanden klarer til hjørnespark. Super flot aktion. 10 minutter senere banker Christian Hansen på mål – men igen lige fordi. Christian er igen på spil, fem minutter senere, hvor han slår et godt indlæg, der lander hos Rajko, der desværre tackles helt nede ved modsatte stolpe.

FCR lægger nu mere pres på – Anders Qvist er med fremme og header flot på mål, men igen uden held.

Indskiftede Sean Christoffersen har to gode afslutninger i 87. og 88. minut – men bolden ville bare ikke ind.

Kampen endte uden scoringer og FCR tabte terræn i forhold til Hvidovre, der fredag vandt hele 7-1 over Svebølle.

Konklusionen på kampen må være, at FCR producerer rigeligt med chancer, men der skal bare mere skarphed i afslutningerne, mere koncentration i pasningsspillet og så skal der lidt mere vilje ind i tacklinger og presspil. Sker det, skal der nok komme mange point ind på kontoen – men til gengæld får FCR problemer, hvis det ikke sker. Efterårets sidste fem kampe bliver hårde og spændende – her venter fire af de øvrige top 5-hold (B1908, FC Helsingør, Næstved og topholdet Hvidovre) samt Birkerød, der har lidt blandede resultater, men er et hold man på ingen måde må undervurdere.

Så der er masser af seværdigt og nervepirrende fodbold forude for FCR.

 

KAMPRAPPORT

Kamp:                 FC Roskilde – Herlev 0-0 (0-0)

Tid:                      Lørdag, den 6. oktober 2012, kl. 15:00

Sted:                   Roskilde Idrætspark

Status:                2. division

Tilskuere:           553

Dommer:            Benjamin Helm Svedborg

 

Startopstilling:

Nr.       Spiller                                         

30       Frederik Vang Larsen

2          Michael Stryger

3          Anders Qvist

4          Ole Budtz

5          Casper Grønn Larsen (anfører)

10       Nicolai Mikkelsen

11       Christian Hansen

17       Lasse Brandt Hansen

19       Anders Nielsen

20       Rajko Lekic

22       Azad Corlu

 

Kampforløb:

Min.  Status          Spiller                                                                  

48     Gult kort      Edigeison Almeda (Herlev)

50     Gult kort      Ole Budtz (FCR)

75     Gult kort      Anders Nielsen (FCR)

84     Gult kort      Azad Corlu

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                  Ud                                                 

86          Sean Christoffersen    Christian Hansen

91          Mathias Bølstad           Lasse Brandt Hansen

 

Ikke benyttet:

Nr.    Spiller                      

1       Lasse Sørensen

21     Morten Jørgensen

25     Mathias Cordua

 

FC Roskilde skal igen i ilden på lørdag, den 13. oktober 2012, hvor B1908 tager imod. Kampen spilles kl. 13:00 i Sundby Idrætspark.

Mød op og støt de lyseblå!