Iversen: Indsatsen er vigtigere end kvaliteten

30. juni 2019

Af: Alfred Winther Groth

Onsdag formiddag blev den 41-årige Christian Iversen præsenteret som ny cheftræner for FC Roskilde. Dermed får vi en mand ind i klubben, der efter et kort fravær fra fodbolden er tilbage på sidelinjen. Med Iversen får vi en mand, der i første omgang lægger større vægt på udtrykket og samarbejdet end de spillemæssige kvaliteter. Man skal kunne kravle, før man kan gå.

"Jeg er ikke religiøs i forhold til, om vi skal spille 3-5-2, 4-3-3, 4-3-2-1 eller hvad man kan finde. Jeg er religiøs i forhold til vores udtryk", siger Christian Iversen og fortsætter: "Vi skal vise os ved både den verbale præcens, løbevillighed og så skal vi arbejde hårdt. Det er et minimum. Har vi ikke det på plads, så er det svært at arbejde på kvaliteten. Vi kan have nok så meget kvalitet, men  hvis ikke indsatsen er der, så har vi et meget fundamentalt problem for at arbejde med kvaliteten og derved skabe succeser."

Det sidste halvandet år har Iversen haft fokus på sit private virke, hvor han har en eventvirksomhed. Inden da har han været cheftræner for Hvidovre IF og amagerklubben B1908, hvorfra han kender Carsten Salomonsson.

Som spiller har Iversen i mange år optrådt i diverse divisionsklubber, hvor han først agerede midtbanestyrmand, inden han i karrierens efterår bevægede sig længere bagud på banen og sluttede som centerforsvar.

Ny cheftræner i FC Roskilde, Christian Iversen.