3-årig kontrakt til Andreas Hermansen

15. juni 2018

Pressemeddelelse

Vi kan med stor fornøjelse meddele, at det unge talent, bomstærke Andreas Hermansen, er blevet udstyret med en 3-årig kontrakt i FC Roskilde.

Krigeren Hermansen er en ydmyg ung mand af få ord, der hellere vil lade støvlerne tale, men vi fik dog alligevel følgende kommentar fra hovedpersonen selv: "Det er min drøm at slå igennem i FC Roskilde, så jeg er glad for, at klubben vil hjælpe mig på vej."

Anders Theil, sportschef i FC Roskilde, er glad for den 3-årige kontakt med det unge talent og fortæller: "Andreas har helt sikkert grebet chancen da han fik den, og derfor er det meget fortjent, at Andreas har fået en ny kontrakt med klubben. Andreas er et produkt af det gode ungdomsarbejde i klubben og det er altid en fornøjelse, når unge spillere udvikler sig så positivt, at de kan rykkes op og gøre sig gældende i divisionstruppen. Andreas har den helt rigtige indstilling og er utrolig stærk i duellerne samtidig med, at han har et godt blik for spillet."

Andreas Hermansen med kontrol over bolden i kampen mod Skive.

Cheftræner Rasmus Monnerup:

Jeg har kæmpestore forventninger til Andreas. Han har gennem lang tid været fremragende til træning, og har udviklet sig utroligt meget i sin tid i A-truppen. Andreas har allerede fået en del kampe, og kun skader gjorde at han ikke fik sit endelige gennembrud i foråret.

I og med Andreas nu har færdiggjort sin ungdomsuddannelse, vil han få endnu bedre forudsætninger for at udvikle sig som fodboldspiller, og det kommer vi til at profitere af allerede i efteråret.

Han dækker mange positioner – han kan både spille stopper, 6’er, 8’er og faktisk også spids, såfremt vi skal jagte noget i slutningen af en kamp. Jeg ser ham dog primært som 6’er eller 8’er hvor han kan bidrage med power, ro på bolden og et fremragende hovedspil.

Endelig er Andreas et skoleeksempel på, hvordan man som ung spiller skal gebærde sig – og jeg håber alle vores dygtige ungdomsspillere kigger mod Andreas og hans udvikling.

Jeg glæder mig til at arbejde videre med ham.