Så ruller bolden igen

I morgen søndag fløjtes den nye sæson i NordicBet LIGA 208/201909 i gang for Ørnene.

Der åbnes med et lokalopgør mod ærkerivalerne fra HB Køge på udebane. Der er kick-off kl. 13:45.

FC Roskilde har spillet fem testkampe, så nu er det spændende at se, hvor gutterne står, når det gælder point. Vi er overbeviste om, at de klar til kamp og vil kæmpe med næb og kløer for at komme godt fra start. Det bliver en sæson spækket med spændende kampe, hvor der helt givet ikke bliver nogle lette kampe.

Vi er mange, inklusive anfører Stefan Hansen, der glæder sig til at komme i gang igen.

Mød op og støt gutterne i Herfølge på Capelli Sport Stadion.

Vel mødt!

Roskilde vs Køge


Af Bjørn Jensen

HB Køge er stiftet 1/7 2009 som en overbygning med to seniorhold, et U/19-hold samt et U/17-hold af moderklubberne, Køge og Herfølge Boldklub. Begge moderklubber har været danske mestre, og måske derfor lykkedes det efter mange forsøg og en konkurs i Køge, at indgå det nu eksisterende samarbejde.

Køge Boldklub (1/10 1927) er skilt ud fra den daværende Køge Gymnastk- & Idrætsforening, hvori i 1907 indgik den gamle i 1895 stiftede Køge Boldklub. Køge kom i landets bedste række inden krigen og det var ikke et tilfælde at Køge som afslutning på sæsonen 1953/54 vandt Danmarksmesterskabet, som den første klub i provinsen. Københavnernes dominans var en gang for alle brudt og allerede året efter vandt AGF titlen og også klubber som Vejle, B 1909 m.v. var med i top. Den sidste kamp var hjemme mod B 93 (0-0) og der var 14.500 tilskuere – i en by der dengang kun talte 11.500 indbyggere. Træner var den dygtige ungarer Lajos Szendrödi. Andet DM kom i 1975 og Køge var på mange områder i mange år den største klub på Sjælland. 2.holdet var i Danmarksserien, 3.holdet i sjællandsserien, 4.holdet i serie 1 og det blev til utallige mesterskaber i diverse undomsrækker. RB 1906 har i øvrigt mødt Køges 2.hold i mange sæsoner (Sjællandsserien frem til 1958 – og senere i Danmarksserien) allerede tilbage fra 1946 og senest i sæsonen 2001/02, og det er blevet til i alt 39 indbyrdes møder på dette niveau – et antal kampe vi i det hele taget kun har mod ganske få andre 1.hold fra sjællandske klubber, bl.a. Birkerød, Holbæk og Slagelse. Køge spillede som selvstændig klub 73 sæsoner i træk i Danmarksturneringen.

Herfølge Boldklub (3/6 1921) i folkemunde ”landsbyklubben” kom først med i SBU’s turneringer i 1938 og oprykningen til 3.division kom efter sæsonen 1968, og senere er det jo blevet til mange kampe i såvel 1.division som superligaen. Herfølge kom på med betalt fodbold fra starten i 1978 – og det var med Gudmund Jørgensen (K.V.Saft) ”Saftkongen” som storsponsor – samme Gudmund som efter Køges DM i 1954 skød penge i bygning af ny tribune i den nordlige del af Vordingborgvej. Kulminationen på den sportslige succes kom i sæsonen 1999/2000 hvor klubbens første og eneste Danmarksmesterskab kom i hus med John ”Faxe” Jensen som delvist spillende træner. Herfølge nåede alene 40 sæsoner i de forskellige divisioner.

Sidst vi var i Herfølge, var 11.oktober 2017 og her blev det – under overvørelse af 807 tilskuere – til en sejr på 3-1 på mål af Mathias Gehrt, Morten Nielsen og Simon Richter, mens de to hjemmekampe i samme sæson blev til to 1-3 nederlag. Sæsonen 2016/17 gav nederlag i Herfølge og to gange 1-1 hjemme, så vi er samlet bagud med i alt kun tre sejre, fire uafgjorte og hele otte nederlag. Det skulle der gerne rettes op på på søndag.

Samlet ser det – efter 86 opgør -  ud som følger:

 

  Antal kampe Vundet Uafgjort Tabt Målscore
RB1906 - Køge 1 8 3 1 4 9-15
RB1906 - Køge 2 39 21 10 8 92-64
RB1906 - Køge (pokal) 2 1 0 1 5-7
FC Roskilde - Køge 2 2 0 0 4-0
RB1906 - Herfølge 8 1 3 4 4-10
RB1906 - Herfølge 2 5 1 2 2 5-5
FC Roskilde - Herfølge 2 0 1 1 2-3
FC Roskilde - HB Køge 15 3 4 8 15-19
RB1906 - Herfølge (pokal) 4 2 0 2 14-3
FC Roskilde - HB Køge (pokal) 1 0 0 1 1-2
I alt 86 34 21 31 151-128