Pokalbrag i Roskilde Idrætspark

Så gælder det den spændende pokalkamp mod vores naboer fra HB Køge. Superligamandskabet gæster torsdag Roskilde Idrætspark, hvor vinderen avancerer til kvartfinalen.

Trods den svære periode vi har været inde i, er pokalfodbold altid en anden størrelse en turneringskampene, og et er sikkert; Hele Byens Hold vil gøre alt for forlade banen som vinder, selvom gæsterne selvfølgelig må påtage sig favoritværdigheden.

Selvom vi måtte ned med nakken i weekendens kamp mod VejleBoldklub Kolding, var der for første gang i mange uger tegn på, at vi er på vej ud af den spillemæssige krise vi har befundet os i. Vi tilspillede os rigtig mange chancer og var igen oppe i det tempo, der gør, at vi har stor tro på, vi er på vej ud af den spillemæssige og resultatmæssige krise.

Så bortset fra det katastrofale første kvarter, hvor kampen reelt blev afgjort, spillede vi rigtigt fint og manglede blot at få scoret på de store chancer vi faktisk havde, hvilket kunne have bragt spændingen tilbage i kampen. Samtidigt måtte vi også konstatere at U21 landsholds målmand Kristian fæste valgte at hive den ene super redning op efter den anden. Så der er plads til en vis optimisme frem mod pokalkampen mod HB Køge, hvor vi håber at kunne fortsætte de gode takter fra weekendens kamp. Hvis vi kan få gang i samme spil og det tempo, samtidigt med vi ikke laver de fejl som vi startede kampen ud med, så er der ingen tvivl om vi kan byde superliga mandskabet op til dans.

I sidste sæson, hvor HB Køge rykkede op i superligaen, vandt vi i øvrigt 1-0 på hjemmebane, så kan vi gentage det resultat, vil det være endnu en stor skalp. Samtidigt husker vi alle dramaet mod Lyngby tidligere på året, hvor vi trak det længste strå. Så mon ikke det kan blive lige så tæt som kampen mod Lyngby, hvor det udviklede sig til lige nøjagtig det pokalfodbold handler om.

Så kom og støt Hele Byens Hold, så vi for første gang kan være i hatten, når der fredag trækkes lod til kvartfinalerne, hvilket vil være et meget stort resultat for FC Roskilde.

Kampen spilles torsdag kl. 19.00 i Roskilde Idrætspark (Rådmandshaven).

Kom i god tid, da vi forventer "run" på indgangene og mange tilskuere til dette interessante pokalopgør.

Vel mødt.