Sæsonens første pointtab

Med otte sejre i bagagen skulle vi lørdag eftermiddag forsøge at bygge videre på stimen, da turen gik til Århus - men sådan skulle det ikke blive. 
 
Forholdene var ikke noget særligt og løbebanen der omringede fodboldbanen, gjorde det ikke nemmere for de omkring 50-100 fremmødte tilskuere denne blæsende lørdag i det jyske. 
 
Vi startede kampen som lyn og torden de første fem minutter, men så gik luften af ballonen hurtigt derefter. Spillet bølgede frem og tilbage, og vi smed den flittigt væk igen, når vi havde erobret den. I en ellers dårlig periode, bragte vi os foran efter et lille kvarters spil. Monday Etim var i nærkamp på kanten af feltet, hvorfra han kunne prikke den ud i venstresiden til en fremadstormende Benjamin Lund. Fra sin position på kanten af feltet kunne han hamre den ind til 0-1. 
 
Efter vores scoring gav hjemmeholdet fra VSK Århus ikke op - tværtimod. Få minutter senere havde de en stor chance, hvor hjemmeholdets angriber kom alene igennem. Frederik Vang var vågen og fik afværget chancen - så var vi advaret.
 
Efter en lille halv time gik det galt, og et par tunge minutter vendte stillingen på hovedet. Først udlignede VSK til 1-1. Et frispark med kurs mod den bagerste del af vores felt, endte hos VSK’s Jonas Andersen, der kunne sende den sikkert i mål. To minutter senere en afslutning udefra som Frederik Vang klarer, men hjemmeholdets Jacob Andersen var først på returen og kunne sende bolden i mål til 2-1. 
 
Efter pausen kom vi klart bedre med, og havde også flere fine optræk til scoringer - blandt andet et par stykker til vores topscorer, Valdemar Schousboe. Men ind ville den altså ikke.
 
Som anden halvleg skred frem satsede vi mere og mere offensivt, hvilket gav enkelte muligheder i omstillingen til hjemmeholdet. 
 
I dommerens overtid traskede anfører, Andreas Hermansen, med frem på en dødbold. Som så mange gange før kom han højest - denne gang var det ekstra vigtigt, for hans hovedstød bragte balance i regnskabet til 2-2, der også blev kampens resultat med et slutfløjt kort efter. 
 
Sejrsstimen er brudt, men vi er fortsat ubesejret efter ni kampe i 3. Division. På fredag møder vi Slagelse B&I på hjemmebane i Roskilde Idrætspark.

KAMPFAKTA


VSK Århus - FC Roskilde 2-2 (2-1)

Vejlby Centret, Stadion
3 Division
Dommer: Morten Andersen 
Linjedommere: Martin Outzen & Andreas Holt
 
Startopstilling:
Frederik Vang, Benjamin Lund, Mike Mortensen, Andreas Hermansen (anfører), Andreas Chabert, Tobias Noer, Mathias “Mac” Christensen, Mads Julø, Sebastian Elvang, Monday Etim, Valdemar Schousboe. 
 
Bænk:
Christoffer Monty, Sebastian Fischer, Casper Neerborg, Nicklas Schmidt, Andreas Maarup, Ali Shah, Mark Leth. 
 
Kampforløb: 
14’ 0-1 Benjamin Lund (FCR)
28’ 1-1 Jonas Andersen (VSK)
30’ 2-1 Jacob Andersen (VSK)
40’ Advarsel Sebastian Elvang (FCR)
57’ Advarsel Monday Etim (FCR)
88’ Advaesel Frederik Søvndahl (VSK)
88’ Advarsel Jonas Spornberger (VSK)
91’ 2-2 Andreas Hermansen (FCR)
 
Ind- og udskiftninger: 
36’ Ud Mathias “Mac” Christensen - ind Nicklas Schmidt.
45’ Ud Andreas Chabert - ind Casper Neerborg. 
70’ Ud Tobias Noer - ind Andreas Maarup.
90’ Ud Sebastian Elvang - ind Ali Shah. 
 
Ikke benyttede spillere:
Christoffer Monty
Sebastian Fischer
Mark Leth 

En skuffet Valdemar Schousboe efter pointdelingen i VSK Århus.