Sportslig udvikling og ny medieomtale af matchfixing-sag

Kære partnere og fans,

Jeg vil endnu engang gerne sige tak for jeres støtte og opbakning til FC Roskilde.

Efter en turbulent periode er vi på rette vej, og der er masser af grund til at glæde sig over opbakningen i partnerkredsen og den sportslige udvikling, som vi gennemgår i øjeblikket. Vi har fået en trup med masser af engagement og vilje til ville gøre en forskel. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi også får et større pointmæssigt udbytte af indsatsen. Desværre er der igen opstået dårlig medieomtale af FC Roskilde. I dagens udgave af B.T. bliver FC Roskilde på en stærk kritisabel og usmagelig måde omtalt forårets ”sag” på forsiden samt i sportssektionen

FC Roskilde tager på det kraftigste afstand fra matchfixing, men jeg finder den måde, som B.T. omtaler såvel klubben som vores spillere på for dybt usmagelig. Såvel på forsiden som inde i avisen bringes billeder fra efterårets kampe med tydeligt genkendelige spillere, der bliver ”hængt ud” og associeret med sagen. Størstedelen var slet ikke i klubben, da den pågældende kamp i maj 2019 omtalt i artiklen blev afviklet.

Samtidig fremgår det af artiklen, at FC Roskilde i juni blev politianmeldt af Danmarks Idrætsforbund. Det er også forkert. Danmarks Idrætsforbund har aldrig anmeldt FC Roskilde til politiet.

Vi har i dag bedt B.T.s chefredaktør Michael Dyrby om at berigtige såvel faktuelle fejl samt beklage i avisen, at vores spillere uberettiget er blevet hængt ud for en mistanke, som de ikke er en del af. Vi har samtidig bedt vores advokat undersøge, hvorvidt brugen af billederne er i strid med lovgivningen.

B.T. bebuder flere artikler

Vi må dog forvente, at B.T.s omtaler fortsætter de kommende dage. B.T. har bebudet, at de har endnu en artikel på vej, som de har bedt mig om at kommentere på skriftligt.

Jeg har fået oplyst, at den skulle handle om, at flere unavngivne personer, som B.T. beskriver som havende tilknytning til FC Roskilde som fodboldspillere, skulle være mistænkt for at være involveret i matchfixing. I alt tre personer skulle ifølge B.T. være mistænkt for at overtræde straffelovens paragraf 27 om bedrageri.

B.T. har i en mail bedt mig om at forholde mig til, at flere af klubbens spillere efterforskes for bedrageri. Som i dagens avis er min kommentar, at jeg ikke har nogle kommentarer til oplysningerne. Jeg forholder mig udelukkende til, at politiet undersøger en sag, og at vi får besked fra politiet, når den er afsluttet.

Trods omtalerne glæder vi os rigtig meget til at være med til at skabe en sportslig oplevelse i aftenens pokalkamp mod FC Randers.

Har I spørgsmål til ovenstående, er I meget velkomne til at kontakte mig.

De bedste hilsner

Carsten Salomonsson