FCR smed sejren i overtiden

I dag skal vi igen hive en af de gode gamle klichéer op af hatten – nemlig den med, at man skal spille til sidste dommerfløjt. Det glemte FCR desværre i dag.

Kampen var generelt en lidt uskøn affære, uden den store dramatik eller særlige højdepunkter – med undtagelse af de to mål.

Hver gang FCR forsøgte at sætte et angreb op, blev det som oftest afvist. FCR kom dog igennem et par gange, men hver gang nåede den sidste tå ikke lige helt frem.

Efter 28 minutters spil laver Rajko Lekic en fin dribling, hvor han forsøger at loppe den over sin direkte modstander, der rammer den med hånden i straffesparksfeltet og dermed spolerer chancen for Rajko – man kunne godt her forsvare at fløjte for straffespark, men dommerens fløjte forblev tavs.

Christian Hansen har et godt tilbud efter 33 minutters spil – et hjørnespark lander for Crilles fødder, der laver en hurtig vending og sætter et par mand af, hvorefter han resolut afslutter fladt ved nærmeste stolpe – målmanden får dog bokset til hjørnespark.

Pausestillingen efter en lidt ”tam” 1. halvleg var 0-0.

2. halvleg var ikke to minutter gammel, da unge Mathias Cordua, der havde fået chancen fra start – og i øvrigt leverede en fin præstation – fik en ægte ”direktør”. Bolden kom på tværs til ham – lige foran mål – men han sparkede desværre over målet.

I 51. og 52. minut fik Emil Nielsen to muligheder på hovedstød – først når Lasse Brandt Hansen bolden lige ved baglinjen, hvorfra han slår det flot ind i hovedet på Emil, men målmanden klarer den. Derefter slår Rajko et godt indlæg – denne gang header han lige på målmanden.

B1908 har også et ganske kompetent forsøg. Thomas Christiansen driver bolden frem i deres højre side og trykker et langskud af. Hasling må bokse til hjørnespark. Lige før den første målscoring har Crille også et godt langskud, der desværre smutter over mål.

Der står 68 minutter på måltavlen, da Rajko har bolden i højre side af banen – han slår et super godt indlæg til bagstolpen, hvor Lasse Brandt Hansen stiger til vejrs og header bolden i netmaskerne.

Efter 79 minutter scorer FCR faktisk til 2-0, men målet underkendes, da linjedommeren vinker for offside. To B1908-forsvarsspillere misforstår hinanden – Martin Nielsen opfanger bolden, dribler mod mål og spiller den på tværs til Emil Nielsen, der banken den i kassen. Den kendelse må vist være meget hårfin.

I kampens ordinære spilletids sidste minut, stikker Rajko en dyb bold til målscorer Lasse Brandt Hansen – afslutningen bliver dog klaret.

Og så sker der bare det, er ikke må ske. Gartenmann laver et lidt klodset frispark, midt på banen, i 08’ernes højre side. De sparker en blød bold ind i feltet – ingen FCR-spillere får afvist og bolden dumper ned til Kasper Autrup, der kan udligne i det 92. minut.

Dermed gjorde B1908 det igen. De har nu spillet 11 uafgjorte kampe, hvilket klart er flest i 2. division Øst. Man må tage hatten af for et hold, der bare kæmper og spiller deres chance, helt frem til sidste dommerfløjt.

 

KAMPRAPPORT

Kamp:               FC Roskilde – B1908 1-1 (0-0)

Tid:                   Søndag, den 2. juni 2013, kl. 13:00

Sted:                Roskilde Idrætspark

Status:              2. division øst

Tilskuere:          646

Dommer:           Kenneth Sørensen

 

Startopstilling:

Nr.         Spiller                                         

1            Mikkel Hasling

2            Michael Stryger (anfører)

6            Martin Nielsen

9            Emil Nielsen        

11          Christian Hansen

13          Anders Nielsen

17          Lasse Brandt Hansen

20          Rajko Lekic

24          Mathias Cordua

28          Stefan Gartenmann

29          Frederik Kragh

 

Kampforløb:

Min.       Status                 Spiller                                                            

68          1-0                       Lasse Brandt Hansen (FCR)

92          1-1                       Kasper Autrup (B1908)  

 

Ind- og udskiftninger:

Min.       Ind                                          Ud                                                 

81          Sean Christoffersen                  Christian Hansen

87          Peter Vistar                             Emil Nielsen

 

Ikke benyttet:

Nr.       Spiller                      

30       Kasper Pedersen

27       Frederik Refsgaard

26       Mathias Bølstad

 

Næste kamp: FC Helsingør – FC Roskilde, onsdag, den 5. juni 2013, kl. 19:00