Søndag i Viborg

Efter weekendens fantastisk sejr på 5 – 1 hjemme over oprykkerne fra FC Blokhus, skal vi nu igen en tur til det jyske for at forsøge at hente point med hjem til domkirkebyen. Søndag morgen drager hele byens hold mod Viborg, hvor der venter endnu en hård og svær kamp. Viborg der er et af de 6 fuldtids professionelle hold i rækken må tilskrives favoritværdigheden. De grønblusede har oprustet ikke blot på spillersiden men også hentet Ove Christensen ind på trænerbænken, der med sin store erfaring skal forsøge at få Viborg tilbage til fordoms styrke.

Trods rollen som underdogs tager truppen af sted for at få point med hjem. Ikke blot blev det i søndags til en flot sejr på det fine græstæppe i Roskilde Idrætspark, men måden den kom i hus på kan kun understøtte optimismen. Der var masser af godt spil og vi så skarpe ud i offensiven og ganske solide i defensiven. Men når det er sagt, er der ingen tvivl om det er et helt andet tryk vi kommer under i Viborg, men lad os håbe vi søndag aften kan tage tilbage mod Roskilde med point på kontoen. Kampen spilles søndag kl. 15.00 på Viborg stadion.

Husk nu i øvrigt at der allerede onsdag kl. 19 er pokalkamp i Roskilde idrætspark hvor modstanderen er superliga mandskabet fra Lyngby.