FC Roskilde indgår ny stor sponsoraftale

CC Facility tegner sponsorat med et ekstra lag til talentarbejdet i fodboldklubben

Lars Wilk og CC Facility har tegnet sig som Topsponsor i FC Roskilde og går ind i samarbejdet med store ambitioner på egne vegne og klubbens. En by som Roskilde skal have et fodboldhold, der er kendt i hele landet, og det vil Lars Wilk gerne tage en aktiv rolle i.

"Mit mål med at være sponsor er ikke at få et stort reklameskilt på stadion, men at være med til at gøre en forskel og bidrage til klubbens fortsatte udvikling", siger Lars Wilk.

 

Ekstra sponsorat til talenterne

Derfor har CC Facility lagt et ekstra lag på sit sponsorat i form af et beløb, der er målrettet ungdomsarbejdet. Tanken er, at klubben selv kan anvende pengene til at fastholde sine talenter i ungdomsafdelingen under RB06.

Direktør Claus Grønborg hilser på vegne af FC Roskilde dels den nye sponsor, dels det nye tiltag velkommen og tilføjer, at klubben allerede er ved at afklare hvilket talent, som sponsoratet skal komme til gode.

  • Andre professionelle fodboldklubber har jo nogle kvikke spejdere, som holder øje med vores talenter. Så det er et godt rygstød, at en sponsor kommer med en ekstra sum målrettet talentarbejdet, siger Claus Grønborg.

Lars Wilk glæder sig over, at klubben hjælpes til at beholde sine talenter.

  • Jeg har givet klubben frie hænder til at prøve ideen af. Det er en ekstra meningsfuld måde at være sponsor på, hvor det ikke kun handler om resultater her og nu, men også at hjælpe klubben på flerårigt sigt, siger han.

Også sponsor i Aarhus

Lars Wilk og CC Facility har investeret i flere sponsorater i dansk idræt. Det mest fremtrædende er Aarhus United i kvindernes bedste håndboldliga. Dette sponsorat har både styrket hans personlige netværk og skaffet yderligere forretning til virksomheden.

  • Vi er en landsdækkende virksomhed, der tilbyder virksomheder alle former for facility management. Derfor har det haft stor værdi for mig at blive en del af netværket i Aarhus United, hvor flere andre landsdækkende virksomheder er med, siger Lars Wilk, som også ser sponsoratet i FC Roskilde som en fornuftig investering.
  • Jeg har store forventninger til at blive en aktiv del af erhvervsnetværket omkring klubben. Jeg er født og opvokset i byen og har også med en tidligere virksomhed været sponsor før. Jeg har fulgt klubben i alle årene, og med den nye ejerkreds tænkte jeg, at det skulle være nu. Det her projekt kan blive rigtig godt. FC Roskilde kan få et fodboldflagskib, der også nærer bredden og gør det attraktivt at være med i klubben og i moderklubben RB06.

 

Med hjertet forrest og hjernen bagest

  • Jeg går ind i det her med hjertet forrest og hjernen bagest, siger Lars Wilk med et smil. Mit sponsorat kommer først og fremmest fra hjertet. Men hjernen siger, at jeg også kan bruge det i forretningsøjemed.
  • Kan jeg bidrage til et stærkt og aktivt erhvervsnetværk, kan jeg også selv få hjælp i form af nye forretninger, men lige så meget i kraft af erfaringsudveksling og sparring. Og så skal man heller ikke undervurdere brandingværdien i at støtte en lidt mindre klub end nogle af de store i Superligaen. Her bliver du mere tydelig og kan være med til at gøre en forskel.

 

Kort om CC Facility og CC Rengøring

  • CC Facility og søstervirksomheden CC Rengøring, der henvender sig til private kunder, har cirka 130 medarbejdere fordelt over hele landet.
  • Det meste af omsætningen liger på erhvervskunderne i CC Facility – lokalt bl.a. Roskilde Kongrescenter og vaccinationscentret.
  • Lars Wilk har planer om at styrke CC Rengøring med nye tilbud til privatkunder, bl.a. levering af forbrugsvarer, så kunderne ikke behøver at tænke på, om der er nok køkkenruller, toiletpapir og opvasketabs – de kommer sammen med rengøringen.

 

Kontakt og yderligere information