FCR vandt arvefjendeopgør

Lørdag formiddag tørnede FCR og arvefjenderne fra Næstved sammen på kunstgræsbanerne i Roskilde Idrætspark.

Det blev et brag af en fight og FCR vandt helt fortjent efter - specielt i første halvleg - at have spillet en rigtig fornuftig kamp.

De blåblusede vikinger løb af med en 2-0 sejr på mål af Lars Brøgger (34. minut) og Morten Walldo (40. minut).

Lasse Brandt Hansen og Nikolaj Hansen fik gult kort - det samme gjorde fem Næstved-spillere, der var lidt frustrerede over, at spillet ikke helt gik deres vej.

Efter en stabil indsats, både i går og sidste lørdag mod B93, kan man konstatere, at der er fremgang at spore i spillet. De nye spillere er ved at finde deres plads og sammenspillet begynder er hænge bedre sammen. Samtidig er det også spændende, at der er flere offensive variationsmuligheder end set længe og mange byder sig til, når der skal afsluttes på mål.

FCR-holdet virker klar til at tage hul på sæsonen, og alle på og omkring holdet ser efterhånden frem til, at der igen spilles om point. Nu er spørgsmålet så bare, hvornår det kommer til at ske..