FC Roskilde forenede fodbold og boksning

Byens bedste fodboldspillere fik ørerne i maskinen, da de tog imod en særpræget invitation fremsat til en julefrokost.

Af Allan Priess Poulsen

De er store talenter på hver deres felt. 19-årige Emil Nielsens pågåenhed og målnæse tegner til at sikre ham en stor fremtid inden for fodbolden, mens 22-årige Pernille Larsens ukuelige fightervilje allerede har sikret hende en DM-titel og deltagelse ved et europamesterskab. Uheldigvis for fodboldspilleren slår Pernille Larsen hårdest.

De to unge talenter mødtes fredag aften sammen med deres respektive holdkammerater til boksetræning hos Jyllinge Boxing Team i Gundsømagle. Udfordringen faldt for en måned siden under julefrokosten i FC Roskilde, og afsenderen var Rene Larsen, der er produktionsdirektør hos fodboldklubbens hovedsponsor CP og træner for kampholdet i Jyllinge Boxing Team.

>>Min ide var, at lidt boksetræning kunne være sjovere end noget af den sure vintertræning forud for forårssæsonen. Og ikke mindst en anderledes oplevelse for fodboldspillerne, for herinde er alle lige. I morgen finder de ud af, hvor mange muskler de har, men som de normalt ikke bruger,<< sagde Rene Larsen med et grin.

Og meget kunne tyde på, han havde ret. I hvert fald var der ikke gået mange minutter, inden FC Roskilde-spillerne virkede noget vindblæste, rødmossede og overanstrengte. Bokserne derimod så ud som om, intet var hændt, men flere af dem er også vant til intens pulstræning seks gange om ugen. Ofte endda flere gange dagligt, således at den benhårde træning strækker sig over i alt fire-fem timer.

 

Samarbejdet kan fortsætte

Manden, der takkede ja til invitationen fra bokseklubben var FC Roskildes cheftræner Anders Theil, og han så store perspektiver i den særegne kombination af fodbold og boksning. Træneren deltog endda selv i infernoet af armstrækkere, mavebøjninger og mere end almindeligt ubehagelige reaktionsøvelser.

>>Noget af boksetræningen er meget simpel, men den virker. Og det er hårdt, skulle jeg hilse at sige. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi kan bruge nogle af øvelserne i vores egen træning, og at samarbejdet kan fortsætte, så vi kommer herned igen. Gutterne synes, det er sjovt, og så er det en god måde at ryste truppen sammen på,<< sagde en storsvedende Anders Theil.

 

Tre lige højre til kæben

Umiddelbart inden havde føromtalte Emil Nielsen i alvorlig grad fået ørerne i maskinen, da han under en let sparring med Pernille Larsen kom til at tjatte lidt for meget til hende, mens kræfterne endnu var intakte og paraderne oppe. Begge dele fik bokseren imidlertid hurtigt lavet om på med en serie dybe stød, hvorefter hun afstraffede angriberen med tre lige højre direkte til kæben.

Efter den nu knap så smilende Emil Nielsen var blevet reddet af boksetræner Bo Bøgeskovs fløjte og vaklende fortrak til holdkammeraterne, satte en munter Anders Theil følgende ord på optrinnet.

>>Han er jo lidt kæk, den unge mand, så det er nok ikke sidste gang, han får et par på hovedet af en pige.<<

Cheftræneren vil nu sammen med den øvrige ledelse evaluere udbyttet af boksetræningen og tage stilling til, hvorvidt den skal være en mere indgroet del af fodboldspillernes sæsonopstart. Indtil videre har de to klubber aftalt at mødes igen om et par måneder. Denne gang dog i en fodboldkamp, hvor FC Roskilde efter al sandsynlighed får mulighed for at ændre noget på de to klubbers nuværende magtbalance.